Der findes rent faktisk cafeer i København, der ikke bygger på burgere, letmetalborde og Carlsberg som hovedsponsor. Cafeer, som ikke forsøger at erklære sig selv for in-sted, afholder salsa-bar om onsdagen, diskotek om fredagen og gourmetrestaurant på ulige tirsdage. I en marokkansk tesalon i Indre By er konceptet så simpelt som muligt. Og ganske alternativt i øvrigt. Du kan få et glas sød te med friske mynteblade, kan du. Hvis du endelig skal være besværlig, findes der et mindre udvalg af økosafter. Men hvorfor skulle man det, når de entusiastiske ejere virkelig føler for deres i øvrigt gode myntete (25 kr.)? Og du kan få marokkansk inspireret basiskost. Vælg mellem 5-8 varme ting og få fyldt tallerkenen op med lidt af det hele fra salatmontren. Værterne bestemmer. Du skal bare læne dig tilbage på den ubekvemme stol. Og tage imod. Alene det, at du ikke skal tage stilling til 10-20 ting, før du kan afgive ordre, er ganske unikt. Billigst er vegetarretterne - en kartoffelsamosa eller lidt hjemmelavede falafler, der sammen med en vellæsset tallerken tilbehør står i 55 kr. Vitterligt billigt, for salaterne var sjældent veltillavede - langt over københavnsk cafestandard, faktisk. Mest uforglemmelige var de marinerede gulerødder, en rødbedesalat med sennep og spidskommen og en hummus, der for en gangs skyld ikke smagte af kunstig citronsyre og harsk tahin. Medspiseren gumlede veltilfreds en knytnævestor og godt krydret kyllingefrikadelle i sig (75 kr.), og jeg selv nogle kefta - kødboller i krydret tomatsauce (85 kr.). Dyrest var en sammenkogt kyllingeret (95 kr.), der, mens vi var der, blev udskiftet til noget lignende på lammekød. Det var første gang, jeg har drukket sød te til salt mad - og første gang min medspiser nogensinde rørte en kop te, i øvrigt. Men han er en venlig mand og tog det som en udfordring. Jeg ville dog have foretrukket et glas rosévin eller en bitter øl til. Men det ønske er nok lige lovlig imperialistisk, hvis vi skal være tro mod det marokkanske. Eller også er forhindringen kun den spiritusbevilling, som cafeen endnu ikke har, forklarede en af ejerne, der trods stress så ud til at nyde at være på arbejde. Den indstilling smitter. Alkohol eller ej, så væltede det ind med gæster den lørdag eftermiddag - langt flere, end der var plads til. Da flere af cafeens borde er lave og designet til te og vandpibe (100 kr.), måtte nogle sidde og spise med en bakke i skødet. Eller som os: ved siden af yderdøren, som ingen tilsyneladende kunne finde ud af at lukke ordentligt. Autentisk arabisk. Kulden udefra kaldte på kaffe. Jeg fik en ordinær sort, og medspiseren, der var blevet helt høj på at prøve noget nyt (te), kastede sig over en kop cafe au lait krydret med kardemomme (25 kr. stykket). »Lige ham«, proklamerede han henrykt. Hertil et par baklava - arabiske klister-kager på filodej, pistacienødder og honning (12 kr.) - der var betydeligt bedre (læs: mindre sukkersøde), end de er flest, samt nogle fine mandelkager (20 kr.). Sådan, kammerater. Tak for kaffe, og tak for det simple, men holdningsprægede koncept. Gid det må brede sig. Vive le Maroc. Vive Thé à la Menthe!