For en god måned siden slog Ungdommens Røde Kors dørene op til deres nyindrettede nonprofit-café på indre Frederiksberg. Alt overskud går til arbejdet med udsatte unge, og cafeen styres af frivillige kræfter. Et prisværdigt initiativ, men holder kvaliteten mon, diskuterede vi på vej mod destinationen. Indbydende ser det i hvert fald ikke ud. Zusammen ligger i stueetagen i en rød murstensbygning, der tidligere husede P3, men nu mest af alt ligner et kommunekontor. Ikke nogen indbydende caféstemning at spore der.
'Twin Peaks' med fatboys
Men ind skal vi. Og kapow! Vi vader lige lukt ind i et sansechok af en ’Twin Peaks’-hule i rødt-rødt-rødt. Til hver side er der to lounges med knaldrøde tunge forhæng fra gulv til loft, røde lakblanke langborde, røde stofpuffer, røde fatboys, rødt gulv, røde standerlamper og levende lys.
Nærmest svimle fortsætter vi og finder længere fremme ind i cafélokalet: en klinisk hvid rumkapsel med skinnende hvide spiseborde, hvide spisestole med hvide lammeskind slynget over, en hvid reol med alverdens spil (fra kalaha, Trivial Pursuit og backgammon for de voksne til fiskespil og huskespil for de små gæster), hvide fatboys og et stort hvidt gardin, der både bryder det stramme indtryk med sit mega-’broderie anglaise’-hulmønster og kamuflerer udsigten til en kedelig parkeringsplads.
Gennemført fortolkning
På bordene står fyrfadslys, og i loftet er et miks af nøgne glødepærers gyldne lys og designerlamper hængt op med løs, kreativ hånd, så det bryder den sterile stemning, der ellers kunne have været med det kridhvide inventar. Vi sætter os ned for at sunde os over den flot gennemførte fortolkning af Røde Kors’ rød-hvide logofarver og beundrer omgivelserne, der i stor udstrækning er sponsoreret af en række velgørere, som en plakat på væggen meddeler.
Denne aften er der såvel spisende børnefamilier som en flok studerende, som nyder godt af det gratis trådløse internet. Cafeens udvalg til ganen står skrevet på et oplyst board bag bardisken. Og det er tillokkende med blandt andet salat, suppe, sandwich og kræs til vegetarer.
'Burker' og hirsebryg Vi faldt for en ’burker’, som Zusammen ynder at stave det, samt en omgang nordiske tapas. Dertil to læskende drikke: en Cranberry Collins (tranebærjuice, sour mix og danskvand til 30 kr.) og en Schnitzer Bräu (glutenfri og brygget på hirse til 35 kr.). Den store rektangulære tapastallerken ankom med en blini (lille tyk pandekage) med masser af lys rosa stenbiderrogn, fed øko-cremefraiche og finthakket rødløg, fint rullede skiver spegepølse med masser af smag samt røget laks. Derudover var der en skive stærk, cremet blåskimmelost og to bjælker af en dansk biodynamisk ost, som hed noget i retning af Hotte Christian, som blev serveret med en sød chutney.




























