Hvad er det her egentlig for et sted?
Hæderkronet konditori fra 1870, der i generationer har været det bedre borgerskabs go-to, når der skulle hentes fødselsdagslagkager eller kransekage til nytår. La Glace blev for alvor landskendt, da DR lavede ’Konditoriet’, hvor danskerne i otte afsnit kunne følge det gamle konditori, hvor de første kager blev »langet over disken, mens H.C. Andersen stadig skrev sine eventyr«. En programserie, der i øvrigt fik kritik for at ikke bare at dufte af nybagte linser, men stinke af reklame. Men det er en anden historie.
Hvem finder på at komme her?
Veninder, der har taget Flixbus eller Fleet fra Jylland til den årlige juletur op og ned ad Strøget, som skal garneres med kager fra det kendte konditori. Turister, der dåner over noget så gammelt, så fint. Lokale børnefamilier, der har tradition for at fejre ungerne med varm chokolade og lagkage på La Glace.

























