Hvad er det her for et sted?
For dem, der ikke kender Banegaarden: Det ligner en western-kulisseby og ligger lidt halvgemt på et gammelt baneterræn tæt på Vesterbro. På de halvanden hektar med ni lader, savsmuld på ’hovedgaden’, hønsehold og køkkenhaver kommer alskens madører for at spise sydamerikansk soulfood eller couscous fra syv madboder, deltage i kimchi-workshops eller spise smørspækkede godter fra bageriet Perron. Det er en gruppe madiværksættere, hvoraf nogle er blandt medstifterne af Aarstiderne, der står bag den grønne madby, som gerne vil lære besøgende at tænke bæredygtigt.
Og hvad er Late Mornings?
En ny weekend-øko-brunch på Banegaarden. All inclusive for 250 kr. Som noget særligt får gæsterne selv lov at have en finger med i tilberedningen. Til de sene morgener kan man fatte kniven og snitte ingefær, ananas, gulerod, rødbede, eller hvad man nu lyster fra kurvene og presse sin egen juice eller tage plads foran vaffeljernene og bage dem præcis så sprøde, man ønsker.




























