Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge handler det om dating og fertilitet.

Læser: Kan jeg tage på date, når jeg skal nå hjem og sprøjte mig i maveskindet inden klokken 22?

Kan man overhovedet have en profil på en dating-app, når man er i fertilitetsbehandling og skal sprøjte sig i maveskindet hver aften? Foto: Thomas Borberg
Kan man overhovedet have en profil på en dating-app, når man er i fertilitetsbehandling og skal sprøjte sig i maveskindet hver aften? Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har været på Tinder on-off igennem ni år og har haft to forhold i mit liv, hvoraf det ene sluttede for lidt over et år siden. Han var ikke forelsket i mig mere, og det gjorde virkelig nas. I den periode var jeg både indehaver af et knust hjerte og en 30-års krise.

Jeg har ikke været på en date siden. Det er, som om jeg ved et uheld er kommet til at låse mit hjerte inde.

Men der er også en anden ting, som har fyldt mit hoved det seneste år:

Min store drøm om at blive mor. Derfor besluttede jeg at starte i fertilitetsbehandling alene, for det vil være en meget stor sorg for mig, hvis mit biologiske æggeur når at slå sit sidste slag, før et lille menneske har fundet sin plads i min favn.

Imellem besøg på fertilitetsklinikken og håbefuld venten på to streger er en lille tanke nu helt uventet begyndt at spire: Måske kunne det være hyggeligt at møde en mand til en kaffedate. Det eneste, jeg håber på, er et hyggeligt og positivt møde med et andet menneske.

Men kan man overhovedet have en profil på en dating-app eller tage på date, når man er i fertilitetsbehandling og derfor skal nå at være hjemme kl. 22 for at tage en indsprøjtning i maveskindet?

Mange hilsner fra en (med lidt held) kommende mor

Gæsteredaktør Sanne Cigale Benmouyal:

Kære kommende mor.

Der er mange forhold i ligningen her, og når der er det, kan man med fordel lige reducere kompleksiteten.

Det oplagte ville være at reducere det hele til, at du gerne vil være nogens mor, og at du har fået lyst til at drikke kaffe med nogen, men så ville man springe over det vigtigste: det knuste hjerte.

Det regnestykke giver altid sig selv, for et knust hjerte omkring 30-års alderen og en længsel efter at blive mor går i livmoderen i anden potens.

Men tiden gik. Du valgte din drøm til, og din livmoder føler, den er på vej ind i fremtiden. Presset er lettet. Solen er måske næsten brudt frem, og du mærker nu følelsen af, at det da kunne være rart at møde nogen til en kop kaffe. Du håber på »et hyggeligt og positivt møde med et andet menneske«.

Det er det, jeg vil kalde præmissen for dating.

Du har trukket forventningen ud af dating, og måske er den præmis ny for dig?

Og kan man så date, når man skal hjem og passe sine æg?

Man kan (næsten) alt. Man har ikke ytringspligt. Husk det. Jeg tror, du har foræret dig selv en helt ny måde at date på. Og ærligt talt, man aner aldrig, hvad folk skal hjem og lave inden 22. Måske suppe fra bunden?!

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære kommende mor.

Det må du gerne, simpelthen. Man må gerne være (vordende) forælder og date på samme tid. Måske du i virkeligheden prøver at spørge, om datingverdenen (bestemt ental!) kommer til at tage imod dig, som du er, med kanyler og navnelister. Du ved jo, hvor benhård den kan være, den verden. Men så er det godt, at du ikke sætter dit liv på pause for den.

Jeg tror i virkeligheden bare, jeg har to råd til dig.

Det første er: Tag på dates, og eksperimentér med, hvor meget og hvornår du skal sige forskellige ting. Selv om Tinder og de andre kan få os til at føle os som bilkort med letafkodelige plusser og minusser, så er det meget lidt data, vi skal fortælle hende på første, anden, tredje og så videre date. Det betyder selvfølgelig ikke, at du må lyve, men det ved du godt.

Det andet er: Mærk dit hjerte. Du er midt i store og gode beslutninger. Nogle gange får man lyst til at ordne det hele på samme tid. Få sig et barn, en kæreste, en forfremmelse, en sjov frisure og en dybere sofa på en halv weekend. Fertilitetsbehandling er hårdt, det kan det også være at møde nye mennesker. Nogle gange skal man nøjes med en indsprøjtning og en kogevask.

Held og tillykke med det hele.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her