Et værk, jeg altid vender tilbage til ...
»… er et permanent værk af den schweiziske kunstner Pipilotti Rist på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt, hvor jeg studerede i seks år og derfor kom tit. På toiletterne er der i den midterste toiletbås en projektion af en film, som kommer oppe fra loftet og bliver projiceret lige ned mellem éns ben, når man sidder på wc’et. Lydsiden er meget drømmende og smuk. Et instrument, der føles som en forvrænget xylofon, og en kvindestemme, der nynner.
Billedsiden er en helikopteroptagelse af hende i en rød kjole ved et stort palæ på en kæmpe grund, hvor hun løber rundt og vinker til kameraet. Den er ret simpel, men der er noget erotisk, sensuelt over det. Man ser fra sit skød ned på gulvet denne her minikarakter, som vinker og rækker ud – mens man sidder og tisser.