»I 2017 var jeg til casting på julekalenderen ’Theo & Den Magiske Talisman’. Jeg var 13 år, og det var en af de første castinger, jeg var til. Jeg kan huske, at der var to instruktører og en caster i rummet, og at jeg var glad bagefter.
Fordi jeg jo var barn på det tidspunkt, var det mine forældre, der ville få svar på, om jeg havde fået rollen. En dag et par måneder efter castingen var jeg ude og køre i bil med min far (Nikolaj Coster-Waldau, red.). Og så fortalte han mig, at han havde fået en mail om, at jeg havde fået et afslag. Han sagde, at de havde været rigtig glade for det, jeg havde lavet, men at jeg desværre ikke havde fået rollen.
