Hver uge gennemtrawler Ibyen-redaktionen Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger en række bud på, hvad du kan bruge din uge i byen til. Få dem direkte i indbakken ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
OPLEV!Nu skal alle københavnere med flossede kasketter og forældrekøbte lejligheder til Toaster. Nej, ikke en ny natklub, men en international performance-biennale på udstillingsstedet Den Frie på Østerbro og Husets Teater i Kødbyen, hvor »fokus er state of the art: at tage temperaturen på feltet«, som det lyder fra arrangørerne. Fra 16. april til 3. maj kan du glæde dig til performances mellem billed- og scenekunst, hvoraf der også præsenteres 12 helt nye værker. Og på programmet finder du navne som Kim Richard Adler Mejdahl, Camilla Lind, Jessie Kleemann, Jules Fischer og Eliyah Mesayer. Noget er gratis, andet kræver billet (fra 40 kr.). Find det fulde program her.