18:56
Fem bøsser lytter til Caroline Polachek og drikker orangevin i aftensolen i en baggård i Indre By. Det lyder som begyndelsen på en halvdårlig vittighed, men det er faktisk den virkelighed, jeg som Ibyens udsendte rapporterer fra denne lørdag. Det er nemlig første dag i det, der kaldes prideugen i København.
Rundt omkring os danser bier (altså insekterne) og diverse virksomheders regnbueflag i aftensolen. Måske til bassen, der kan høres fra Rådhuspladsen, der de næste syv dage er blevet besat af organisationen Copenhagen Pride og omdøbt til ’Pride Square’. Nu er der så åbningsfest, og Melodi Grand Prix-vinderen Søren Torpegaard Lund skal optræde.