Morgenbrandert Unge står i kø for at komme på morgenværtshus

Lyt til artiklen

Lørdag ved 8-tiden er de første ivrige joggere, som tramper Søerne rundt i helsens tegn, vidner til alt andet end appelsinfri morgenmennesker. Deres gang er kluntet vaklende. Talen langsomt snøvlende. De er på vej hjem i seng efter et besøg på et af byens morgenværtshuse. For her slutter en nat i byen for den del af byens gæster, som har mere end svært ved at gå hjem. Unge studerende har gjort morgenværtshusene attraktive, efter at de har skubbet alkoholikerne og rockertyperne ud. Og her er det absolut sidste chance for at finde aftenens udkårne. Det mærker de på Cafe Guldregn i Oehlenschlægersgade, som åbner fredag morgen kl. 4 og først lukker igen søndag aften. Fredag og lørdag morgen står 30 mennesker ofte i kø i en halv times tid, før de får slukket morgentørsten med en øl, som stadig er den foretrukne drik på morgenværtshusene. Flere yngre gæster
»Et besøg på et morgenværtshus er en del af ens performance, lige såvel som det er en del af en ruskultur. Man er selv delvist bevidst om, hvilke signaler det sender. Der er også noget etnisk dansk kitsch over det. Det viser, at man har en lidt ironisk distance til sig selv«, siger Jakob Demant, ph.d. ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og bidragyder til bogen ’Unge, fester og alkohol’. Og morgenbeverdingernes øgede popularitet vidner om, at en forvandling har været undervejs. »Vi har fået mange flere yngre gæster end førhen. Jeg vil gætte på, at de fleste gæster er i 20’erne, hvor de tidligere var 30 og opefter«, siger Allan Arp-Hansen, som bestyrer Cafe Louise på Nørrebro ved Dr. Louises Bro. Her er køen længst mellem kl. 5 og 6 i weekenden. Folk vil ind, selv om pladsen er trang. Louise har plads til 102 gæster, og pladserne bliver hurtigt taget.

Scorested efter fem

Sådan er det også på Guldregn. I august blev det for meget for cafeen, som nu har dørmænd til at lukke folk ind og ud. Derfor er der kø frem til klokken 7 fredag og lørdag, siger forpagter af Guldregn, Robert Veng. Som sin kollega på Cafe Louise mærker han, at morgenværtshusene ikke længere er for afdankede alkoholikere. I stedet er Guldregns gæster studerende og musikere, fortæller han. De får tiden til at gå med bordfodbold og musik fra jukeboksen. Men byens mange singler ved, at morgenværtshuset kan mere end det. »Her er hyggelige stemning, og vi lever i en singlekultur, hvor spillet ikke slutter klokken 5. Så de prøver at score. Jeg har den opfattelse, at Guldregn er et godt sted at score. Det hører jeg fra vores gæster«, afslører Robert Veng. Vold og stoffer
På Cafe Lasse i Sundevedsgade på Vesterbro har man i 15 år åbnet klokken 5 om morgenen. I mange år har der været kø ved indgangen minutterne inden åbningstid. Men det slutter snart. »Vi har simpelthen fået for mange gæster. Der er ikke mange ædru mennesker på det tidspunkt, og desværre er mange også på stoffer. De giver problemer. Jeg har to dørmænd på, og de kan ikke holde styr på det længere. Jeg vil ikke have, at nogen kommer til skade. Derfor lukker jeg som morgenværtshus 1. juni«, fortæller Peter Eckhardt, ejer af Cafe Lasse. Lukningen kommer oven på flere voldsepisoder på Lasses. Alle morgenværtshusene kender til problemet med vold og narkotika, og det er ikke et tilfælde, mener Peter Moesgaard, talsmand for Dørmændenes Landsklub. »Folk holder sig længere vågen, og det skyldes det hvide mel i de små poser. Tidligere gik folk i byen i en 7-8 timer, men i dag er folk ofte ude i 15-16 timer. Derfor bliver morgenværtshusene mere populære«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her