Der har været store forventninger til filmatiseringen af Natascha Kampuschs selvbiografi om de 3096 dage, hvor hun blev holdt fanget i en kælder af østrigeren Wolfgang Priklopil.
Men hos de danske anmeldere er der bred enighed om, at instruktøren Sherry Hormann ikke har fået nok ud af historien. Berlingskes Louise Kidde Sauntved giver filmen tre stjerner og skriver blandt andet:
»'3096 dage' interesserer frem for at involvere. Man får lyst til at vide mere, være et vidne og ikke bare en distanceret tilskuer med et stort rungende »hvorfor?« i baghovedet«.
WWW Læs hele anmeldelsen hos Berlingske (eksternt link)
Burde ikke være lavet
Samme toner lyder der fra Politikens egen anmelder Sophie Engberg Sonne, der giver filmen tre hjerter og skriver:
»Filmen fremstår tilbageholdende og sober, men også lidt ubesluttet omkring, hvilken del af fortællingen der er vigtigst: historien om pigen, der overlevede, historien om manden bag forbrydelsen eller om deres indbyrdes forhold«.
Jyllands-Postens Johs. H. Christensen, som også giver filmen tre ud af seks stjerner, går endda så langt som at sige, at Kampuschs historie måske slet ikke burde være filmatiseret:
»Spørgsmålet er, om Nataschas historie overhovedet egner sig til film. Bortset fra hendes ulykke og hans psykopatiske adfærd sker der ikke andet, end at hun bliver ældre og modnes til ung kvinde«.
WWWLæs hele anmeldelsen hos Jyllands-Posten (eksternt link)
Flot skuespil
BT's anmeldelse er med fire ud af seks stjerner den mest positive. Bladets anmelder Michael Linn roser som de fleste andre filmens skuespillere.
SE OGSÅ
»Rollen som teenage-Natascha spilles meget overbevisende af den auschwitz-tynde irskfødte Antonia Campbell-Hughes, mens vores egen Thure Lindhardt troværdigt spiller Wolfgang Priklopil«.
Derudover mener han, at filmen »har sin berettigelse og er nødvendig for at forstå den lille piges mange års mareridt«.
Underligt sprog
Flere anmeldere hæfter sig også ved, at instruktøren Sherry Hormann, har besluttet, at skuespillerne skal snakke engelsk. Blandt andet Ekstra Bladets Søren Jacobsen Damm, der med to ud af seks stjerner fælder den hårdeste dom over filmen:
»Den besynderlige blanding af eftersynkronisering, irsk accent og gebrokkent engelsk får bl.a. Trine Dyrholm, der spiller Natascha Kampuschs mor, til at falde helt igennem og Thure Lindhardt til at nærme sig en komisk karikatur«.
Hos filmmagasinet Ekko har Jacob Ludvigsen også bidt mærke i sproget.
»Følelsen af karikatur skyldes dog først og fremmest, at alle personerne i filmen taler et formfuldendt britisk. Man har sikkert ville gøre filmen ”international”, men det er en elementær, graverende fejl. Når lille Natascha fra Wien spørger efter sin 'mommy', giver det hele projektet en stemning af dårligt dokudrama«, skriver han og giver filmen tre ud af seks stjerner.
WWW Læs hele anmeldelsen hos Ekko (eksternt link)
fortsæt med at læse

