Film om Natascha Kampusch borer i de sidste private detaljer

Mareridt. Filmen '3096 dage' om Natascha Kampuschs mange år i fangenskab får dansk  premiere i næste uge.
Mareridt. Filmen '3096 dage' om Natascha Kampuschs mange år i fangenskab får dansk premiere i næste uge.
Lyt til artiklen

Til sommer får filmen om Natascha Kampusch, ’3096 dage’, premiere i Danmark.

Men et udvalgt publikum var inviteret til premiere i Wien i aftes, hvor man endnu en gang kunne følge de lidelser, den unge pige måtte gennemgå under sin otte år lange indespærring under en garage nær Wien.

Filmen får publikumspremiere i Østrig og Tyskland nu på torsdag. Danske Thure Lindhardt spiller filmens anden hovedrolle som Kampuschs bortfører.

LÆS MERE Thure Lindhardt får rollen som Natascha Kampuschs bortfører

Filmen bygger på hendes selvbiografi og på politiets forhørsprotokoller. De er til Kampuschs store fortrydelse lækket til medierne i en lind strøm siden 2008.

Den virkelige hovedperson, Natascha Kampusch selv, der bor i Wiens centrum, var med ved premieren i aftes. Producenterne har vist hende filmens manuskript, men hun har ikke haft indflydelse på det.

Misbrugt af sin bortfører
I tysk tv sagde Kampusch, at hun ikke havde kunnet hindre, hvad der i tyske medier beskrives som »sexscener«. Hun siger: »Ja, jeg genkendte mig selv, om end virkeligheden var endnu værre. Men det kan man vel ikke vise i biografen, når det ikke skulle være en horrorfilm«.

Natascha Kampusch har ikke skjult, at hun blev misbrugt af sin bortfører. Men for hende var disse forfærdelige oplevelser den sidste rest af den unge kvindes efterhånden totalt endevendte privatliv.



Den tyske producent, Constantin Film, har timet gårsdagens vip-premiere med den amerikanske oscaruddeling søndag.

Kampusch: Der var kun én kidnapper

Hele to priser gik til østrigske deltagere i Los Angeles. Alle filminteresseredes øjne hvilede derfor i går på Østrig.


FBI undersøger sagen
Natascha Kampusch blev i marts 1998, da hun var 10 år, kidnappet på vej til skole nær Wien. Først i august 2006 lykkedes det hende at undslippe bortføreren, Priklopil, mens han i et øjebliks uopmærksomhed vendte sig væk fra hende for at tale i mobiltelefon. Priklopil kastede sig senere samme dag ud foran et tog.

Kampusch blev dermed uforskyldt det eneste vidne til sin egen tragiske historie. Det har, som man kan forestille sig, givet den letantændelige sensationspresse overalt i Europa uopslideligt stof til vidtløftige teorier, der pirrer læserne med spekulationer om pædofili og sex.

Kampusch: Jeg bad endda min bortfører om et godnatkys

Det er gået så vidt, at det østrigske parlament, Nationalrådet, endnu ikke har kunnet tage sagen af dagsordenen.

Det sidste retlige punktum sættes først senere dette forår på en foreløbig ukendt dato, når et team af såkaldt Cold Case-eksperter fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, og det tyske kriminalpoliti, BKA, har gennemgået op mod 300.000 sider sagsakter.

Østrig har måttet overlade den endelige dom til udenlandske eksperter. Landets egen politistyrke har mistet al troværdighed efter en stribe fadæser under opklaringen af sagen.

Nægtes erstatning

I 2011 afviste den østrigske stat at udbetale Kampusch erstatning, skønt politiet måske kunne have reddet hende umiddelbart efter bortførelsen. Dengang henledte en anonym meddeler myndighedernes opmærksomhed på Priklopil, der i enhver henseende levede op til den profil, offentligheden havde fået af gerningsmanden.

Men det særdeles varme spor blev ikke fulgt. I selve opklaringsfasen sikrede politiet sig heller ikke afgørende spor på gerningsstedet.

Kampusch skildrede i en samtale i sidste uge på tysk tv, hvordan hun lever alene som en fange af de psykiske sår, hun fik i det underjordiske fængsel, hendes bøddel, Wolfgang Priklopil, havde indrettet til hende. Hun mener, at hendes bysbørn ser skævt til hende, fordi hun ikke opfatter sig selv som det ’offer’, medierne har gjort hende til.

LÆS MERE Kampusch taler ud på tysk tv

I sin selvbiografi, ’3096 dage’, der udkom for tre år siden, forklarer hun indgående hvorfor.

På trods af sit fangenskab bestræbte hun sig i alle årene på, at Priklopil ikke fik magt over hende. Kun ved at bevare troen på sig selv og ikke forfalde til blindt had mod gerningsmanden kunne hun bevare sin forstand og håbe på flugt, skriver hun.

Peter Wivel, Europakorrespondent, Berlin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her