Det er varmt, solen skinner, og du er valfartet til den lokale isbiks for at blive kølet ned. Men hvad skal du vælge? Chokolade? Jordbær? Stracciatella? Eller blåskimmelost med brunkagekrymmel?
Okay, den med mugosten var ny. Især i kombination med julebagværk. Om ikke andet så er denne unikke kombination en af de ideer, der har været på tegnebrættet hos isbutikken Istid på Nørrebro. Her kan man nemlig godt lide at eksperimentere med smagene.

