Når man lytter til et kirkeorgel, er det i højere grad lyden af rummet end lyden af selve orglet, man hører.
Orglet klinger sammen med det omkringliggende rum på en måde, som gør det til det mest fascinerede, voldsomme og nærværende instrument, man kan lægge både øre og hænder til. Det mener den 30-årige svenske musiker, komponist og organist Anna von Hausswolff.
Siden indspilningen af sit andet studiealbum, ’Ceremony’, i 2012 har hun været »galen« med orgler. Et instrument, der har så mange lag, lyde og udtryk i sig, at det er som at samle et helt orkester inde i det. Og det passer Anna von Hausswolff godt. Hun arbejder bedst, når hun selv kan have fuld kontrol over sin musik. Både kreativt, praktisk og kommercielt.
Anna von Hausswolff er født og opvokset i Göteborg, og som datter af lydkunstneren Carl Michael von Hausswolff har hendes barndomshjem altid genlydt af et bredt spektrum af musik. Som 12-årig begyndte hun at spille klaver og skrive sine egne sange, og som 23-årig udgav hun sit første album, det avantgarde-poppede ’Singing from the Grave’.
