De små sideveje i det såkaldte Fuglekvarter i den københavnske bydel Nordvest skærmer lyden af, så Glentevej ligger stille hen denne tidlige morgen i juni. Kun en brummende bilmotor og svage sirener fra en politibil høres i det fjerne.
Glentevej snor sig. Forbi huse, lejlighedskomplekser, Novozymes’ tronende fabriksbygninger og et autoværksted. Og lige der bag en Ford Fiesta, en Volkswagen og en Volvo putter to store sorte containere sig, omringet af Novozymes’ hvide bygninger, autoværkstedets rå og golde mure og foreningen Projekt Hjemløs’ kontorer.
De sorte containere er et tidligere gør-det-selv-autoværksted. Nu tilhører det to af byens førende gallerister, Nils Stærk og Nicolai Wallner.
Man skal vide, hvad man leder efter, for de gør ikke meget ud af sig, som de står der. De sortmalede, firkantede kasser.
