Torsdag eftermiddag i sidste uge var Glentevej pakket med spritnye køretøjer af mærker som Range Rover, Jaguar og Tesla.
Området omkring pipkvarteret i Nordvest er med sine mange små lejelejligheder, små værksteder og bagsiden af en Novo Nordisk-fabrik, der i øvrigt er tegnet af Arne Jacobsen, ikke just vant til synet af den slags luksusbiler. Det usædvanlige syn skyldtes, at kunstgallerierne Nicolai Wallner og Nils Stærk indviede deres nye adresser i et tidligere bilværksted.