Det er min massefylde. Hvis man forestiller sig, at man smeltede mig ned til en trekant, cirkel eller firkant, ville jeg have den størrelse. Det er en måde at undersøge spørgsmålet ’Hvad nu, hvis vi kunne trille?’ på«.
Sophie Dupont sænker blikket, så det lander ved hendes fødder, inden det panorerer hen over de mange skulpturelle geometriske former af jern, som fylder en stor del af gulvet på udstillingsstedet Overgaden. Som performancekunstner har hun balanceret på umenneskeligt høje sko, båret sin egen vægt i form af små saltposer og spenderet en hel nat i sin egen åbne grav, men lige nu står hun bogstavelig talt midt i sin første solopræsentation, ’This Will Also Change’. Den bliver indviet i morgen med en performance, der begynder ved Christianshavns Kanal og derefter blandt andet kan opleves under Cph Art Week.