Kim Skotte guider til filmfest i København. Som sædvanlig præsenterer Cph pix et overflødighedshorn af nye film. Men hvad skal man vælge? Her er nogle bud. Kilde: Kim Skotte / Producer: Henrik Haupt

Politikens kritikere har gravet i programmet: Disse film må du ikke gå glip af under CPH PIX

CPH PIX er med sine 192 forskellige film et overflødighedshorn af filmkunst. Festivalen er helt fremme i skoene, hvad angår internationale film lige nu. Det er i sagens natur vanskeligt at sortere, så Politikens filmkritikere deler her forventningens glæde med en række kvalificerede bud.

Kim Skotte: 3 i hovedkonkurrence

Custody. Instr. Xavier Legrand. 93 min.

Xavier Legrands debut er en hård nyser. Stilsikker socialrealisme, men så nervepirrende som nogen thriller. Der er noget dybt foruroligende over skildringen af det skilsmisseramte par Antoine og Myriam, hvor Antoine stik imod sine egne kortlivede løfter til sig selv ikke kan lade være med at udnytte sønnen Julien i sine forsøg på med vold og magt at generobre sin eks.

Mere en film om truslen om vold end om vold. Som bliver så meget desto mere hverdagsskræmmende. Denis Ménochet som den eksplosive far og Thomas Gioria som sønnen i klemme er begge fremragende. En film om de fædre, det slår så farligt klik for. ’Custody’ har netop vundet Juryens Grand Prix i Venedig.

Vinterbrødre. Instr. Hlynur Pálmason. 90 min.

Rygterne vil vide, at man på Island overvejer at give en særlig pris til den ene islænding, der i årets løb ikke har markeret sig som forfatter, filminstruktør, musikpionér, skakgeni eller sportsstjerne.

Spøg til side, så ser Hlynur Pálmarsons dansk-islandske debut på forhånd uhyre spændende ud.

’Vinterbrødre’ lyder som et bud på et nyt nordisk drama, der forener det eksperimenterende med det visuelt følelsesladede, og så har den det allestedsnærværende stortalent Elliot Crosset Hove i rollen som den ene af titlens to vinterbrødre. Den anden spilles af Simon Sears i en film, der både beskrives som æterisk og beskidt, og det er under alle omstændigheder en usædvanlig kombination.

I Am Not a Witch. Instr. Rungano Nyoni. 98 min.

Troen på hekse og troldmænd er stadig en udfordring i Afrika.

Rungano Nyonis film udspiller sig i en lille landsby i Zambia, hvor den 9-årige Shula bliver beskyldt for at være en lille heks. Shula bliver udstødt og bliver en del af en slags omrejsende officielt heksefreakshow. Det kan lyde som en barsk omgang, men den får tilsyneladende ikke for lidt med magisk realisme og sort humor.

I en film, der foretager et af spillefilmens alt for få strejftog til det Afrika under ørkenbæltestedet, der det meste af tiden må nøjes med at lægge ryg til nedslående dokumentarer.

Filmens fotograf er David Gallego, der stod bag billedsiden i ’Slangens favntag’, og med den oplysning i baghånden kan man begive sig ind til en filmoplevelse, der under alle omstændigheder lyder som noget ud over det sædvanlige.

Kristoffer Hegnsvad: 3 gensyn med klassikere

Foto: Still fra 'Vandringsmanden'

Vandringsmanden. Instr. Andrej Tarkovskij. 162 min.

CPH PIX byder altid på nye talenter, men en af de store glæder ved filmfestivaler er, at der også altid er mulighed for at genopdage mesterværker. Andrej Tarkovskijs ’Vandringsmanden’ (eller ’Stalker’, som den oftest tituleres) er en af de vigtigste film i historien og den første lørdag under festivalen vises den i nyrestaureret udgave i Imperial.

Den sære højmodernistiske sci-fi om en vandringsmand, der leder folk ind i det forbudte territorium kaldet Zonen, som staten har afspærret og som, selv om filmen er fra 1979, af mange er blevet forbundet med det radioaktivt kontaminerede Tjernobyl.

Inde i Zonen findes et rum, hvor mennesker kan få deres inderste ønske opfyldt. Der er rige muligheder for alskens allegoriske tolkninger, men mest af alt er ’Vandringsmanden’ et af de mest vellykkede møder mellem åbensindet visualitet og metafysiske antydninger – og et studie i (film)tid, der har har påvirket utallige filmskabere siden. Føler man trang til at blive i Zonen efter filmen, kan Geoff Dyers bog ’Zona’ varmt anbefales.

Det er en gennemgang af filmen skud for skud, hvilket utroligt nok aldrig bliver kedeligt, men ligesom ’Vandringsmanden’ bliver ved med at overrumple med nye tanker.

Eyes Wide Shut. Instr. Stanley Kubrick. 159 min.

Jeg var dybt skuffet, da jeg første gang så ’Eyes Wide Shut’. Et klassisk eksempel på, at alt for høje forhåndsforventninger nogle gange kan gøre en blind for detaljer i værket.

Siden er jeg vendt tilbage til Stanley Kubricks sidste film (han døde, seks dage efter at den var klippet færdig), og selv om den aldrig kommer op og rangerer blandt mesterens bedste, så er der eminente passager og en uovertruffen udnyttelse af ægteparret Tom Cruise og Nicole Kidman i hovedrollerne.

CPH PIX giver muligheden for et gensyn på en endnu hemmeligholdt location, hvor der loves både godt til maven, ganen og øjnene.

Sideways. Instr. Alexander Payne. 123 min.

Ganen og øjnene følges også ad i Paynes store gennembrud ’Sideways’, der i 2004 fik de fleste filmelskere til at elske pinot noir og alle merlotdyrkende vinbønder til at græde snot i vinglassene over den nu legendariske filmreplik:

»If anyone orders Merlot, I’m leaving. I am not drinking any fucking Merlot!«.

Joakim Grundahl: 3 gysende genrefilm

Foto: Still fra 'The Endless'

The Endless. Instr. J. Benson og A. Moorhead. 111 min.

Debutfilmen ’Spring’ fra 2014 skabte en del opmærksomhed om det amerikanske instruktørpar Justin Benson og Aaron Moorhead.

Her var der to, der tog gysergenren alvorligt som ramme for menneskefortællinger og tog sig tid til at sætte stemning og folde karakterer ud, så det føltes som en kærlighedsfilm på indiebudget i stil med Richard Linklaters ’Before Sunrise'.

Mennesket virkede monstrøst, og monstret menneskeligt, og det var ikke kun uhyggeligt at se den unge kvinde forvandle sig til udyr, det var også sørgeligt.

Siden har Benson og Moorhead fornyet hytte-i-skoven-genren med samme lo-fi-realistiske tilgang i ’Resolution’, og her i ’The Endless’ rejser et brødrepar, spillet af instruktørerne, tilbage til den kult af ølbryggende ufo-entusiaster, som de voksede op i, men formåede at flygte fra.

Et mystisk brev og nogle uafklarede forhold får dem til at trodse fornuften og begive sig ind i et fællesskab, hvor man kan miste sig selv og sin evne til at skelne science fiction fra realisme. Det glæder jeg mig til.

Good Manners. Instr. Marco Dutra, Juliana Rojas. 135 m.

Med deres ’Hard Labor’ fra 2011 benyttede Dutra og Rojas gyserkomediegenren til at levere hardcore kritik af sociale forhold i Brasilien.

Og med ’Good Manners’ fortsætter de, bare uden komikken, med en slags socialsurrealisme, der i foromtale og trailer minder om ’Rosemary’s Baby’ bare med pels (scenen med varulvefødslen er allerede berygtet).

The Killing of a Sacred Deer. Instr. Yorgos Lanthimos. 120 min.

På papiret lyder plottet ikke som noget nyt inden for thriller-genren.

En familie infiltreres af en fremmed, som først er sød og rar, men snart viser sig at have onde intentioner. Men når det er new weird wave-grækeren Yorgos Lanthimos, der står bag kameraet, ved man, at det kommer til at stikke af. Colin Farrell spiller kirurgen, der indleder et venskab med den 16-årige Martin, hvis far døde på kirurgens operationsbord.

I rollen som hustru ser man Nicole Kidman i traileren sige: »Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal betale prisen. Hvorfor mine børn skal betale prisen«.

Når man så ved, at det er en horrorthriller med anæstesi og kirurgi som metode, kryber det allerede ved synet af traileren, hvor børnene kravler rundt med lamme ben.

Michael Bo: 3 fra den eksotiske verden

The Wound. Instr. John Trengove. 99 min.

Fabriksarbejderen Xolani tager hvert år op i bjergene for at hjælpe til med manddomsritualet for sin stamme, de sydafrikanske xhosaer, der omskæres og bringes i kontakt med deres rødder.

Men i virkeligheden er det det erotiske forhold til den godt gifte Vija, der drager ham.

Storbydrengen, hvis overgang til mandelivet Xolani har et særligt ansvar for i bushen, er åben bøsse fra Johannesburgh og iagttager de to ældre mænds miks af af fortielser.

Den karismatiske homoseksuelle popstjerne Nakhane Toure spiller Xolani og møder regionens udbredte homofobi med et åbent blik.

La familia. Instr. Gustavo Rondon Cordova. 84 min.

Nervøst sitrende drama om en 12-årig dreng, der i selvforsvar dræber en dreng fra slummen. Hans far flygter med ham af frygt for repressalier, og de to, der ingen tradition har for intimitet, skal lære hinanden at kende.

Faderen, der i forvejen måtte manøvrere rundt i en banditøkonomi, hvor han må tigge og snyde sig til sin løn, er ekstra presset, og det er et åbent spørgsmål, om far og søn overhovedet har en fremtid.

Efter mesterværker som ’Sidste nat i Caracas’, Amazonas-coproduktionen ’Slangens favntag’ og denne helt nye film er det, som om Venezuela for alvor er ankommet som filmnation i den store verden.

The Villainess. Instr. Byung-Gil Jung. 129 min.

Det er ingen hemmelighed, at sydkoreanske filmmiljø i høj grad har mistet pusten efter godt et dusin år på toppen, både kunstnerisk og kommercielt.

’The Villainess’ giver ingen løfter om en renæssance, selv om den er dræbende sikkert instrueret og koreograferet.

Faktisk er håndelaget i denne virtuose, nærmest elektriske actionfilm om en ung kvindelig snigmorder, der er udlært til en særlig mission, men som indhentes af spøgelser fra sin barndom, på niveau med koreansk film i bedre tider, og det er kun i enkelte korte pauser ind imellem, at man ærgrer sig over, at den ikke vil mere med os.

Dorte Hygum Sørensen: 3 debutantfilm

Lomo. Instr.: Julia Langhof. 102 min.

Materielt mangler 17-årige Karl fra Berlin ingenting, men mentalt er han plaget af afmagt og identitetstvivl. De tanker får han afløb for på sin blog, indtil en ny pige i klassen river ham ud af onlineverdenen.

Sådan er afsættet for 36-årige Julia Langhofs første spillefilm. Ligesom sin hovedperson Karl er Julia Langhof selv fra Berlin. I modsætning til ham er hun ikke født ind i internettets tidsalder.

I ’Lomo’ fortolker hun efter sigende overbevisende, hvordan et ungt menneskes sind er præget af nettet og alligevel har mange af de samme overvejelser som tidligere generationer.

Julia Langhof har modtaget en Young German Cinema Award for manuskriptet til ’Lomo’.

Pop Aye. Instr.: Kirsten Tan. 102 min.

Den grandvoksne elefant Pop Aye fra Bangkok er det eksotiske væsen, som gør skildringen af en midtlivskrise overraskende i Kirsten Tans debut fra i år.

Hovedpersonen er den livstrætte og -forvirrede arkitekt Thana. Da han er mest træt af tilværelsen, møder han tilfældigt Pop Aye, som han husker fra sin barndom i det nordlige Thailand. Han køber elefanten, og sammen med den tager han på en livsforandrende rejse til barndomsegnen.

Kirsten Tan fra Singapore modtog en pris for manuskriptet til ’Pop Aye’ på Sundance tidligere i år, og hendes film har i det hele taget vakt stor opmærksomhed uden for hjemlandet.

Pop Aye alias elefanten Bong siges at have en stor del af æren for, at Kirsten Tans film af mange mennesker opleves som et charmerende og opløftende drama. Og så sker det ikke ofte, at vi har mulighed for at se værker skabt af unge kvindelige instruktører fra Singapore.

Sommeren 93. Instr. Carla Simón. 93 min.

Foreløbig har Carla Simón blandt andet hentet en talentpris for ’Sommeren 1993’ ved filmfestivalen i Berlin, og nu er hun nomineret til yderligere en talentpris på CPH PIX.

’Sommeren 1993’ er den første spillefilm instrueret af unge Carla Simón fra Catalonien.

Hovedpersonen er en 6-årig pige, der har mistet begge sine forældre og er kommet i pleje hos en onkel og en tante. Det er hendes delvis destruktive smerte og sorg, der er hovedtemaet i fortællingen, og Laia Artigas skulle være fantastisk i den svære rolle som pigen Frida.

Søren Vinterberg: 3 animationsfilm for voksne

Foto: Still fra 'Tehran Taboo'

Tehran Taboo. Instr. Ali Soozandeh. 93 min.

Ikke blot fordi den iranskfødte tyske statsborger Ali Soozadehs dystre debutfilm, der både var udvalgt til Cannes og Annecy i år, viser nogle bagsider af livet i Irans hovedstad, såsom en rockmusikers brug af stoffer og kvinder og en enlig mors fortvivlede udvej: prostitution. Men også fordi filmens animation ikke består af naivistiske tegninger som i Marjane Satrapis prisbelønnede ’Persepolis’, som den ellers er blevet sammenlignet med, men derimod rotoscopeteknik, dvs. computertegning oven på realfilm, altså tættere på det udtryk, vi f.eks. kender fra den banebrydende israelske voksenanimationsfilm ’Walz with Bashir’.

My Entire High School Sinking Into the Sea. Instr. Dash Shaw. 72 min.

Allerede fordi denne anarkistiske amerikanske katastrofefilm (jf. titlen) åbenbart leverer både hjertelighed og noget humoristisk modvægt til den dystre film om kvinders elendigheder i Iran.

Her i USA virkeliggøres altså en del pjækkesyge børns drømme om ’skolens undergang’, ikke ved ildsvåde, men ved et jordskælv, der styrter den yderligt beliggende bygning i et hav fuldt af hajer.

Hovedpersonen er en forenklet udgave af debutinstruktøren Dash Shaw selv, håndtegnet ligesom resten af filmen, der bl.a. har Susan Sarandon(s stemme) i rollen som skolens skrapsak af en kantinedame.

Have a Nice Day. Instr. Liu Jian. 77 min.

Fordi den kinesiske instruktør Liu Jian vakte så udelt lykke i Berlin i foråret med sin anden spillefilm i denne sorte komedie om en sækfuld penge. 1 million yuan rummer sækken, som mange vil have og ingen af dem vil af med igen.

Især ikke den gangsterboss, der mener at have ret til pengene, og som sender en slagteriarbejder ud som hitman – måske noget af baggrunden for, at filmen er blevet kaldt en tegnefilmudgave af Tarantinos ’Pulp Fiction’.

Der er hints til både Brexit og Trump i denne helt aktuelle mafiakomedie tegnet af et meget lille hold og til tider med mundbevægelserne som eneste animation fra billede til billede.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce