I en mørk korridor mellem skibscontainere i Københavns Nordhavn knitrer ilden fra et brændende lagen på et tøjstativ. Foran flammerne sidder en ung kvinde henslængt på en klapstol. Hun er iført rød trenchcoat og hvide 90’er-bukser. Og under et skarpt kortklippet pinup-pandehår søger øjnene lyset fra en blinkende pandelampe.
»I wanna feel you. I wanna feel you. I wanna feel something«, synger hun i takt med lyden fra en lille højttaler, der sender tunge basbølger ud mod de lange containervægge.
Det er sent fredag aften, da vi møder Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg i færd med at filme mørke og mystiske sekvenser med et lille lavbudgetkamera. Tilsammen udgør de elektropopduoen Smerz og synes stadigvæk, at det er »helt sindssygt«, at de rent faktisk laver deres egen musik.
Selv om Smerz’ dystert drømmende univers længe har ulmet i den elektroniske undergrund, har det taget de 25-årige nordkvinder år selv at stole på projektet. Det skete først, da de holdt op med at lave musik, som de troede, det skulle lyde, og gav sig hen til alt det, de selv syntes var fedt, fortæller de, mens lyden af deres nye single runger ned gennem containerkorridoren.
