Kl 18-20. Når kulturnatten er helt purung
Hvis du står klar med skoene kridtet til Kulturnat klokken lidt i 18.00 fredag efter fyraften, så er det nok, fordi du har børn. Og børn holder formentlig ikke hele vejen gennem den seks timer lange oplevelsesmaraton, så her i første heat, tilgodeser Ibyen de mindste. Fuld fart frem. I timerne mellem 18 og 20:
Byg en baby på Medicinsk Museion
Begynd den kulturelle aftenvandring med… begyndelsen, altså fosterstadiet. På Medicinsk Museion står aftenen i reproduktionens og fertilitetens tegn, og under titlen ’byg en baby’ kan børn følge fostres udvikling fra celle til nyfødt og få indblik i de vildeste ni måneder af deres egne liv. Her får de svar på, hvornår hjertet begynder at slå, om fostre kan høre og meget andet. Også ganske interessant for voksne at vide. Og hvis ikke kan de se og høre om misdannede børn og epi-genetik.