»Hvis du vidste, hvor mange gange der har været nogen forbi for at købe stedet. Jeg kan huske de første 50. Så siger jeg »NEEEJ«. De siger, at jeg får en ordentlig pose penge, men penge kan ikke gøre det«, siger Jytte Bertelsen.
Jytte Bertelsen er en lille dame på 74 år med brunt kortklippet hår og lyseblå eyeliner. Og så har hun været indehaver af Chicky Grill siden 1978.
Chicky Grill ligger på hjørnet ved indgangen til Den Hvide Kødby i København. Store blå og røde neonbogstaver, der er dannet af to streger, lyser op på den hvide væg om aftenen. I mylderet af fransk, mexicansk og italiensk finder man restauranten, der serverer ærkedansk mad og har gjort det i 40 år.
Stedets indretning er holdt i brunt træ, røde plastiklamper, der hænger ned fra loftet ved hver bås, og bænke, hvis røde læder matcher lamperne. I vinduet står masser af grønne planter. Interiøret har nærmest ikke ændret sig siden åbningen. Det har alt omkring stedet til gengæld. Som Jytte Bertelsen siger:
