For tyve år siden cyklede jeg gennem byen med fire Syverstole på bagagebæreren. 1.600 kroner havde de kostet mig, og jeg var jublende glad.
Jeg havde selvfølgelig fundet dem i Ravnsborggade på Nørrebro, for det var der, man fandt gode ting og sager i gamle dage.
Ravnsborggade løber parallelt med søerne fra Nørrebrogade og ned til Fredensgade, skifter midtvejs navn til Ryesgade, og igennem årtier har gaden været kendt for sine mange marskandisere, der indfandt sig i 1970’erne , da de gamle butikker – slagterne, bagerne og de små købmandsforretninger – forsvandt.
Senere fandt jeg glas, borde, kaffekander og litografier i Ravnsborggade og på et tidspunkt endog en lejlighed, som jeg nåede at bo i i fem år. Ravnsborggade var en destination, hvis man var på udkig efter antikke og sjældne ting til boligen, og man kunne være ret sikker på, at man kunne gøre et kup.
