Politikens Thomas Michelsen anbefaler sæsonens bedste eksperimenterende klassiske musikevents i København.

Orkester sætter lyd til 'Game of Thrones': Her er 5 koncerter, du bør tjekke ud denne sæson

Foråret og sommeren er fuld af klassiske koncerter. Få overblik over de bedste her. Foto: Lasse Kofod/POLFOTO
Foråret og sommeren er fuld af klassiske koncerter. Få overblik over de bedste her. Foto: Lasse Kofod/POLFOTO
Lyt til artiklen

Måske ved du ikke helt, om du er til klassisk musik.

Men tro os: Det er du!

Alle kan komme lidt tættere på himlen med lyden af et brusende orkester eller smukt cellospil. Og det behøver ikke at koste særlig meget.

Ibyen har bedt Politikens musikredaktør Thomas Michelsen udpege 5 af de mest interessante klassiske musikevents i de kommende måneder.

1. Prøv en klassisk koncert for 50 kr.

Er du villig til at ofre en 50’er, tilbyder Tivoli sommeren igennem serien ’Con Amore’, hvor du kan prøve klassisk musik live i Tivolis historiske koncertsal.

Vælg for eksempel koncerten ’Arco med solister’, hvor solisterne blandt andre er Danmarks nye, vildt gode pianist Gustav Piekut. En af Danmarks bedste musikere, cellisten Henrik Brendstrup, leder strygeorkestret Arco. ’Con Amore’-koncerter er helt gratis, hvis du har årskort til Tivoli.

Arco med solister. Tivolis Koncertsal, 22. maj kl. 19.30.

2. Hør filmmusikken foldet stort ud

Det er kæmpestort at opleve et topprofessionelt symfoniorkester med kor og solister live spille den musik fra de film, tv-serier og computerspil, du elsker.

DR SymfoniOrkestret spiller fire koncerter i streg med hits fra ’Ringenes Herre’, ’Game of Thrones’, ’Harry Potter’, ’Hobbitten’, ’Narnia’, ’Pans Labyrint’, ’Willow’, ’Highlander’ og meget mere. Det hedder ’Fantasymphony – One Concert to Rule Them All’, det er i Koncerthusets store koncertsal, og musikerne er sindssygt gode.

Fantasymphony. Koncerthuset, 6.-7. juni kl. 20 og 8. juni kl. 15 og 20.

3. Kom til Carl Nielsens fødselsdag

Dyk ned i musik af Danmarks ubetinget kendteste komponist sammen med Musikkonservatoriets studerende, når de – dirigeret af en af Danmarks bedste internationale dirigenter, Thomas Søndergård – spiller musik af Carl Nielsen.

Det foregår på hans fødselsdag. Det koster ingenting, og det er Nielsen-musik fra øverste skuffe, de spiller. Hans 5. symfoni, som efter min mening er hans bedste, og hans vilde koncert for klarinet og orkester.

Carl Nielsens fødselsdag. Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1, 9. juni kl. 15.

4. Sopran synger Mozart i det fri

Det her ser rigtig hyggeligt ud. Mozart var glad for at lave musik til udendørsbrug, og denne søndag er det den unge lovende russiskdanske sopran Yana Kleyn, der har taget otte blæsere fra symfoniorkestret CopenhagenPhil med til en lillebitte gårdhave på Frederiksberg for at synge Mozart under åben himmel.

Det foregår i Bakkehuset, operaeksperten Henrik Engelbrecht præsenterer koncerten, så alle kan være med, og der er fri entré.

Yana Kleyn med blæsere. Bakkehuset på Frederiksberg, 16. juni kl. 13.

5. De ligner ikke en klassisk trio

De spiller på slagtøj, saxofon og klaver. De går op i deres sceneshow, og musikken er ikke af Bach eller Beethoven.

Denne sommer kan man opleve den ambitiøse danske Trio Zoom på Frederiksværk Musikfestival i Nordsjælland, hvor de spiller opmærksomhedskrævende musik med folkemusikpræg fra Asien, Balkan og Argentina. Det bliver en klassisk koncert med klassisk musik. Men ikke på den klassiske måde.

Trio Zoom. Gjethuset i Frederiksværk, 13. juli kl. 13.

Thomas Michelsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her