Hvorfor har du lyst til at bedømme cafeer og barer?
»Jeg elsker god mad, god service og god atmosfære. Jeg har selv været tjener og bartender i København og i London – og har arbejdet som stewardesse hos SAS. Så jeg ved, hvad god service – f.eks. et glas vand på det rigtige tidspunkt og nærvær uden påtrængenhed – betyder for den gode madoplevelse«.
»Der er et kæmpe og myldrende udbud af cafeer og barer, og vi bruger mange penge på at gå ud at spise og drikke; danskerne mobbes jo nærmest for, hvor meget vi betaler for en kop kaffe. Her vil det være en ære at være med til at dissekere udbuddet for læseren og forhåbentlig vise vej til, hvad der er rigtig godt, og hvad der kan gøres bedre«.
