Når man kommer gående ned ad villavejen, ligner den så mange andre i oktober i København. Og dog.
For hvor der i de første par haver er sat små halloweengræskar ud, og i den næste hænger et par flagermus og et sødt lille spøgelse på terrassen, kommer man til en have, hvor en skelethest og dens døde rytter er det første, der møder en. Hvor man skal ind gennem en kirkegård, til højre forbi den mandsstore edderkop og op til dørtrinnet bevogtet af en skare farverige kryb for at komme ind til, hvor Anders Lerche og hans familie bor.
Han og hans familie, kone og to børn, er halloweenentusiaster og må siges at have taget højtiden til sig ligesom flere og flere andre danskere.
