På et tidspunkt, hvor jeg ikke var særlig gammel, gik jeg til flere begravelser end fester.
Jeg vidste tidligt, at jeg var bøsse. Og det var en voldsom tid at finde ud af netop det tilbage i 80’erne. Aids var over det hele de steder, hvor jeg følte, jeg hørte hjemme. På Bøssehuset på Christiania spillede døden en ret markant rolle. Alle døde rundt omkring mig. Hver gang jeg blev forelsket eller kom tæt på en person, blev vedkommende syg.
Med døden lige i ansigtet var det umuligt ikke at tænke, at det, jeg havde gang i, var forkert og ulækkert. At man kunne dø af min kærlighed.
Midt i al den dårligdom voksede jeg op på Reberbanegade tæt ved Amager Centret, og alle mine første erindringer stammer herfra: opgangen, lugten af affaldscontaineren, ensomheden på biblioteket, svømmehallen og børnehaven. Jeg kan især huske det der med at gå ned og lege i gården – og at være så ivrig efter at lege, at jeg glemte at tisse, så jeg kom til at gøre det i bukserne på vej op ad trapperne op mod mine forældres lejlighed.
