København har allerede en hemmelig cocktailbar, hvor du skal ringe på for at komme ind, ligesom byen har en halv-hemmelig Michelin-restaurant, hvor du bliver hentet af tjeneren nede på gaden for at komme ind.
Nu har København også fået et skjult spillested på et loft i Indre By.
Spillestedet, der bliver kaldt The Hidden Loft, er et initiativ startet af Nicolai Domingo Nielsen, der fandt på konceptet, da han synes, der mangler mere intime og hjemlige spillesteder i byen.
Så snart din billet er købt og betalt, vil adressen blive vist på din billet, og du er inviteret ind i det intime loftsrum i den fredede bygning, der ligger bag en port i Indre By.
The Hidden Loft slog dørene op i januar og har indtil nu afholdt tre koncerter med den danske elektrostjerne Mendoza, den engelske soulsangerinde Jordan Jackson og klassisk musik fra Duo Schmidt & Raft.
Spillestedet har netop annonceret tre nye koncerter for forårssæsonen, der byder på både klassisk musik, bossanova, og pop. Du kan blandt andet opleve Cichoz (4. marts), der både synger, spiller harpe og orgel, danske Dodo Gad (2. april) og den steppeulvsvindende musiker Palle Hjorth (11. marts) kendt fra bl.a. The Savage Rose.
Spillestedet kan rumme op til 150 mennesker, og under koncerten kan du slænge dig i en af sofaerne og drikke egne medbragte drikkevarer.
Du kan finde information om de kommende koncerter her. Billetpriserne ligger mellem 115 og 300 kroner.
Og den præcise adressen på The Hidden Loft? Den kan vi desværre ikke hjælpe dig med.
fortsæt med at læse