Der skal være mere af »den gamle gadehygge«.
Sådan lyder det fra gadefestivalen Distortion om årets udgave, der ruller sig ud i København 3.-7. juni. Med udmeldingen følger drastiske ændringer for Distortion, oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Ifølge Distortion har festivalens store og gratis musikfester i de senere år nemlig tiltrukket så mange, at musikken har overdøvet festivalens øvrige arrangementer.
Nyt Distortion-koncept møder kritik på rådhusetDerfor har Distortion søgt Borgerrepræsentationen i Københavns Kommunes tilladelse til at flytte samtlige store musikscener til lukkede musikzoner, som festivalen har døbt Distortion X.
Det har festivalen nu fået lov til af et flertal i Borgerrepræsentationen, selv om flere politikere tidligere har meldt sig som modstandere af musikzonerne.
Mere betaling
Er du til høj musik, tunge beats og fest, betyder ændringerne, at det fra i år vil koste dig flere penge at være med til Distortion, da det kræver billet at få adgang til musikzonerne. Priserner starter ved 160 kroner (se oversigt nedenfor).
Er du til den mere afslappede udgave af Distortion, vil der stadig være fri adgang til de omkring 40 arrangementer, der vanen tro indtager gaderne på Nørrebro og Vesterbro. Det drejer sig om små events og koncerter, langbordsmiddage, Pensionist Distortion, kunstinstallationer og andet, der ikke kræver store musikanlæg.
16 navne annonceret: Distortion afslører plakaten for årets afslutningsfestÆndringerne kommer efter Distortion i flere år er blevet kritiseret for at svine og larme for meget.
Få overblik over Distortion 2020 her:
ONSDAG
Onsdag 3. juni er musikzonen Distortion X placeret på Nørrebro. Her vil en billet give entré til 4 musikscener fordelt på Blegdamsvej og Nørre Allé. Samme dag vil en musikzone være at finde Rådhuspladsen, hvor der er opstillet en enkelt scene. De to musikzoner kræver individuelle entrebilletter (begge 160 kr.) eller et Distortion Pass (650 kr.). I løbet af onsdagen vil 20 gratis arrangementer fylde gaderne på Nørrebro.
TORSDAG
Torsdag 4. juni er musikzonen placeret på Vesterbro. Her vil en billet give entré til i alt 6 musikscener fordelt på området omkring DGI-byen, Øksnehallen og Ingerslevsgade. Samme dag vil en musikzone være at finde Rådhuspladsen, hvor der er opstillet en enkelt scene. De to musikzoner kræver individuelle entrébilletter (hhv. 180 og 160 kr.) eller et Distortion Pass (650 kr.). I løbet af torsdagen vil 20 gratis arrangementer fylde gaderne på Vesterbro.
FREDAG + LØRDAG
Fredag 5. juni og lørdag 6. juni rykker Distortion til Refshaleøen, hvor Distortion Ø afvikles på 5 scener i grønt område. Endagsbilletter til Distortion Ø koster 380 kroner. Du kan også få adgang til Distortion Ø med Distortion Pass (650 kr.)
SØNDAG
Søndag 7. juni vil der være gratis hygge-arrangement. Lokation, åbningstid og sceneantal publiceres tættere på festivalen.
Under hele Distortion-ugen, der også omfatter Distortion Ø på Refshaleøen, præsenteres yderligere Distortion Club, som er en række nat- og klubkoncerter på Københavnske spillesteder.
Billetsalget til Distortion X-arrangementerne åbner i slutningen af marts. Salget af partout-armbånd – som giver adgang til alle Distortion X-arrangementer samt Distortion Ø på Refshaleøen og Distortion Club-arrangementer på byens spillesteder – er allerede åbnet og kan købes her.
fortsæt med at læse

