Den nye Bloom Channel sørger for, at du ikke går glip af festivalens program, og så byder efteråret forhåbentlig på nye samtaler i Søndermarken.

Ingen festival i Søndermarken: Festivalen Bloom aflyser – men blomstrer op på ny

Bloom Festival i Søndermarken i 2017. Foto: Lars Hansen
Bloom Festival i Søndermarken i 2017. Foto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

I år kommer vi ikke til at ligge under et egetræ i Søndermarken med en kold øl, mens vi lytter til en talk om naturen, rummet eller kroppens mikrober.

For fjerde år i træk skulle den gratis Bloom Festival, der sætter fokus på natur og videnskab gennem live talks, debatter, kunst og koncerter,finde sted i Søndermarken 16.-17. maj.

Men på grund af coronapandemien afholder arrangørerne bag Bloom ikke festivalen, som de plejer. I stedet for at aflyse helt har de omprogrammeret festivalen til at foregå online:

»Vi er rigtig ærgerlige over, at vi ikke kan gennemføre Bloom i Søndermarken til maj som den festival, vi kender, elsker og har lagt vores hjerte i. Hvis folk ikke kan komme til Bloom, så må Bloom komme til folk. Derfor udkommer vi med en række nyt digitalt indhold og tager på en slags landsturné i efteråret«, skriver festivalleder Svante Lindeburg i en pressemeddelse.

Det digitale line-up bliver gratis for alle.

Imens arbejder Bloom på at lave en efterårsturné, så vi igen får muligheden for at opleve forskere og filosoffer under Søndermarkens duvende trækroner over seks søndage i efteråret.

Første arrangement annonceret i oktober

Allerede nu kan Bloom annoncere, at festivalens hovednavn, Lewis Dartnell, bliver mulig at opleve i levende live. Den engelske forfatter og forsker vil 1. oktober holde en talk i Operaens Foyer om teaterstykket ’Furue – Jorden Skælver’, der bliver opført på Det Kongelige Teater.

Et stykke, der er et forsøg på at omsætte jordskælv til musik. Talken vil være gratis.

Derudover vil de have arrangementer på blandt andet Roskilde Festival, Golden Days Festival og Århus Festuge.

Du kan holde øje med Bloom her, hvor du også kan følge med i, hvornår Bloom Channel går i luften.

Sidsel Welden

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her