Klirrende flasker, teenageskrål, pumpende popmusik og lugten af Bacardi Breezer og gulddamer er ikke til at ane i det københavnske natteliv for tiden.
De karakteristiske gule jakker, som Natteravnene bærer, er heller ikke til at se i bybilledet længere, og sådan har det været siden 11. marts, da statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede alle landets barer og diskoteker til at holde lukket for at mindske coronasmitten. Ugen efter blev det et forbud, som indtil videre gælder frem til 10. maj.
Alligevel har formanden for Natteravnene i København City, Jette Pedersen, flere aftener bevæget sig ud på Gothersgade og Vestergade i København, hvor hun og kollegerne plejer at patruljere.
»Normalt ville der være fuldt af liv og glade mennesker, der giver os kys og kram. Men der er helt stille. Der har aldrig været så dødt i de københavnske gader«, siger hun.
