Hvad tænker du på, når du hører ordet ungdom?
Måske er det førstegangsoplevelserne, de galoperende følelser og friheden fra at skulle tage ansvar. Eller også er stadiet mellem barn og voksen snarere det netop modsatte, et sted præget af at ville tage stilling, gøre oprør, ændre noget.
Når årets udgave af den kulturhistoriske festival Golden Days løber af stablen fra 4. september, vil det være med mere end 180 begivenheder, der dykker ned i historien, videnskaben og kunsten for at undersøge ungdommen som »fænomen, følelse, tilstand og troldspejl« – og dens dobbelthed:
Lider vi af et kollektivt Peter Pan-kompleks, hvor man udsætter sin voksendom, klynger sig til ungdommens frihed og afstår fra at tage ansvar?
»Har ungdommen fået vokseværk i en tid, hvor alle vil være unge? Lider vi af et kollektivt Peter Pan-kompleks, hvor man udsætter sin voksendom, klynger sig til ungdommens frihed og afstår fra at tage ansvar? Man fristes til at sige: Er der en voksen til stede? I dag er ungdom efterstræbt, mens ungdommen er udfordret og ansvarstynget«, siger Svanteburg Linde, festivalleder for Golden Days, i en pressemeddelelse om årets udgave, der har fået titlen ’Forever Young’.
Fakta
Golden Days Festival
180 begivenheder på 17 dage
Over godt tre uger vil festivalen sprede sig over København og hele landet med formater, der spænder vidt med alt fra debatter og foredrag over vandringer, film og koncerter.
En stor del af dem er gratis at deltage i, heriblandt fredagens åbningsfest, hvor du under kulørte lamper i Pumpehusets Byhave kan tage til koncert med Iceage, møde klimaaktivister fra Fridays for Future eller opleve den populære bog og film ’Call me by your name’ fortolket som romankoncert.
Senere vil der være debat ledet af økonom, journalist og klummeskribent Joseph Sternberg, der i sin bestsellerbog ‘The Theft of a Decade – How the Baby Boomers Stole the Millennials’ Economic Future’ gør op med myten om generation Y, de såkaldte millennials, som værende forkælet.
Eller du kan tage med Medicinsk Museion på en rejse gennem kroppens historie, høre forfatter Amalie Langballe liveindspille podcasten ’Jeg plejede at tro på for evigt’ eller opleve musiker Bisses fortolkning af ’Den unge Werthers lidelser’.
På programmet er også kulturpersonligheder som poet Caspar Eric, forfatter Jørgen Leth, Københavns stadsarktitekt Camilla van Deurs, forfatter Ida Holmegaard og filminstruktør Nils Malmros, der står bag coming of age-filmklassikerne ’Kundskabens Træ og ’Kærestesorger’.
Se det fulde program for festivalen, der løber fra 4. til 20. september, her.
fortsæt med at læse
Troede du, at du slap for lunkne dåseøl i år? Så tog du fejl
-
Med besøg fra Eske Willerslev og Claus Meyer: Populær vidensfestival genopstår med gratis miniudgaver i København og Aarhus
-
»Det er den fedeste følelse«: Nattelivet er stadigvæk lukket ned. Ibyen har talt med dem, der savner det allermest
-
Kunstnerens bedste sommerminde: Det var forelskelse, heartbreak og technofester på skift. Og så fik jeg en lyserød slange