Skindergades hemmeligheder
Du er fanget i Indre By, du er sulten, kold og gnaven, køen til Den Økologiske Pølsemand er for lang, du er et splitsekund fra at overgive dig til Café Vivaldi, men her stopper jeg dig og sender dig direkte ned på American Pie Company i Skindergade. »Men jeg er RIGTIG sulten, og ikke kagesulten«, klynker du, og det er nu, du opdager: The Savory Pie. Madtærten, som bliver friskbagt på stedet hver dag, men som også kan købes med hjem til fryseren (det vil du også gerne).
American Pie har fire slags madtærter, jeg har smagt dem alle, alle er glimrende, men udgaven ’beef og mash’ er den bedste. Blød kartoffelmos, fyldigt kødfyld, overraskende peberspicy, alt sammen bagt ind i en glimrende (salt) tærtedej. En vidunderlig, lun og fyldig gave til din mave lige der i Indre By. Og til bare 72 kroner. Du kan bestille en salat på siden til 20 kroner, men den gør hverken fra eller til, så hold du dig bare til tærten. Stedet er til den fodkolde side, og de søde tærter er for søde til mig, men deres madtærte er og bliver et hit.