Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge er musiker Elijah Kashmir gæst.

Kære single, næste gang spørger du dem: »Hvorfor har du en kæreste? Du virker så kedelig«

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Det er højsæson for konfirmationer og bryllupper. Så jeg forbereder mig til endnu en omgang af: »Hvorfor har du ikke en kæreste?«.

Hvordan svarer man på det, når man heller ikke selv har svaret? Og så synes jeg egentlig, jeg har det helt okay med at være single.

Kh Singlesinglesingle

Gæsteredaktør Elijah Kashmir:

Kære Singlesinglesingle

Det spørgsmål er jeg også stødt på.

Min indre bitch kommer frem i de slags situationer, fordi jeg tænker »hvad f*ck rager det dig?«, så jeg vil nok selv svare direkte med »det har jeg ikke lyst til at snakke om« eller »hvorfor er det vigtigt?«. Og så have en lille snak om det. Hvis du ønsker at opretholde den gode stemning samtidig, så tag den humoristiske tilgang med fx »jeg er i godt selskab med min skygge, vi har det sgu’ meget godt« for så at segwaye videre til et andet emnet.

Du kunne også være helt ufiltreret og ærlig og sige, at du har det helt fint med at være single. Jeg forstår også, hvis sidstnævnte kan føles sårbart. Derfor skal du vide, at det er helt på sin plads at sætte grænser - at sige, man ikke har lyst til at tale om bestemte emner. Lyt til dig selv. Hvad din krop fortæller dig og håndtere situationerne som du bedst muligt kan.

Ideen om , at målet med livet er at finde en partner, er historiens største scam. Du kan sagtens have et skønt liv helt single. Hop ud, brug dine oneliners som comeback og nyd dit singleliv.

xx

Elijah Kashmir

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Singlesinglesingle

Folk er så dårlige til at være sammen med hinanden. De ved aldrig rigtig, hvad de skal sige. Så hvis det ikke er godt eller dårligt nok vejr til at tale om det, så spørger de om kærlighed, arbejde eller boligforhold. Alle danskere har akut brug for et intensivkursus i smalltalk og tilstedeværelse. Det er med andre ord ikke din skyld, men alles. Og selvfølgelig er det i orden at være single, og lige så i orden at være glad for det. Det er et akavet baghåndskompliment, når folk med sukkerstemmer får sagt noget i stil med: »Du er da ellers dejlig«.

Fordi hvad vil de egentlig have? At du afslører, at det eneste, der er dårligere i sengen end dig, er din kronisk sure ånde? Faktum er, at det er svært at få et job, at få et sted at bo og at få en kæreste – og at det ikke er alle, der leder efter nogen af delene. Så hvorfor går vi så meget op i, hvorfor folk ikke har kærester?

Fordi at leve og findes i et moderne samfund hjælpes på vej af et parforhold. Hvis du bor i en af de større byer, så er der så mange penge at spare ved at dele dobbeltseng med nogen. Mad er nemmere og billigere at købe ind og lave til to, man kan fordele pligter og man kan dele HBO- og avisabonnement. Det er jo det, folk egentlig burde tale om derude ved langbordene: Hvorfor presser vi som samfund singlerne ud på sidelinjen?

Jeg håber ikke, folks spørgsmål går dig for meget på. Jeg sporer en flig af tvivl i dit spørgsmål, og jeg vil bare sige, at den skylder du ikke at dele med dem. Man skal ikke være decideret glad eller ked af ikke at have en kæreste. Man må sgu gerne gå rundt og være lidt mellemfornøjet over det. Så når de næste gang spørger, så svarer du:

»Det er der sikkert mange gode og dårlige grunde til«.

Og føler du dig dristig, så spørger du dem tilbage:

»Hvorfor har du en kæreste? Du virker så kedelig«.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her