Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er blevet så voldsomt forelsket, at det er utroligt, at jeg overhovedet kan stå oprejst. For fem uger siden mødte jeg en, der – stadig nu – lader til at være den mest fantastisk person, jeg har mødt i hele mit liv. Vi er forenelige på så mange punkter, og han forstår mig på et niveau, jeg aldrig har oplevet tidligere. Og forelskelsen har ramt mig hårdt. Så hårdt, at det er gået ud over mit arbejde, mine venskaber, ja, kort sagt hele mit liv, fordi jeg tænker på ham nonstop, og han er den hidtil største distraktion, jeg har oplevet i hele mit – ellers meget arbejdsomme – liv.
Vi er i dag ’officielt’ kærester, og han har også givet udtryk for, at han er forelsket i mig og rigtig godt kan lide mig. Alligevel tøver jeg. For jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan lide ham meget mere, end han kan lide mig. Han har meget travlt med sit arbejde, så vi har ikke set hinanden mere end syv gange på de fem uger siden første date, og vi skriver minimalt sammen (vi taler om 1-2 beskeder dagligt). Han har fortalt mig, at han er typen, der godt kan lide at tage det langsomt, og det troede jeg også, at jeg var – indtil jeg mødte ham. Vi er jo kommet igennem fasen med at fortælle, at vi har følelser for hinanden, men alligevel snakker vi ikke så meget om det.
Jeg har virkelig lyst til at fortælle ham, at jeg savner ham, når vi ikke ses, og at han er blevet en stor del af mit liv og virkelig betyder meget for mig, men på den anden side er jeg bange for at skræmme ham væk, for tænk, hvis han opfatter mig for for clingy eller for meget? Det er ikke så meget, fordi jeg vil sætte nye krav til ham. Vi behøver ikke at skrive mere sammen, end vi gør, vi behøver ikke at mødes mere, jeg tror bare, at jeg føler et behov for at lade ham vide, hvor meget jeg holder af ham. Men hvornår er det o.k. at tale om dybe følelser, og hvor åben kan man egentlig være i et nyt forhold uden at skræmme den anden væk?
Det skal måske lige nævnes, at vi kommer fra to vidt forskellige kulturer – og han er fra en kultur, der ikke er så fysisk som den danske. Og vi bor desuden heller ikke i Danmark, men uden for Europa.
Hilsen Den Forelskede
Gæsteredaktør Ditte Hermansen:
Kære den forelskede
Først og fremmest: kender! Du er ikke alene.
Josefine Klougart skriver i ’New Forest’: »Den, der elsker mindst, har magten«. Jeg kan huske, at det rystede min start 20’er-krop at se den fornemmelse beskrevet så konkret, men også at det ikke virkede særlig yolo. Det med, at man skal være tilbageholdende med sin kærlighed, er kvart i damebladslærdom, hvis du spørger mig (og det har du jo nu ubevidst gjort). Ala ’10 måder at skræmme ham væk på’, og er tiden ikke løbet fra den slags?
Du skriver, at I kommer fra to forskellige kulturer. Jeg har selv en kæreste fra et andet land, og selv om det på overfladen ikke betyder så meget, er det netop de små koder, der ikke lader os hvile på laurbærrene. Og hvor kropssproget kommer til kort, må den gode gamle ’we need to talk’ sættes i spil. Jeg tror, at I er nødt til at snakke om de forventninger, I har til det her forhold.
Du spørger, hvor åben man kan være i et nyt forhold uden at skræmme den anden væk, og guderne skal vide, at man får nogle knubs, hvis man elsker mest, men du kommer til at leve som en tiger i et bur, hvis du kæmper imod. Og i sidste ende kan man spørge sig selv, om man (ægte) gerne vil bytte krop med den anden og føle mindre? Jeg vil i hvert fald ikke.
PS. Anbefaler jeg dig Vigdis Hjorths ’Hvis bare’, Cecilie Bødkers ’Sortsyge’ og Sofi Oksanens ’Baby Jane’.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære forelskede
Jeg har også en kæreste med en anden kulturbaggrund, så jeg ved lidt om, hvordan det er at oversætte hinanden hele tiden. På en tilfældig dag skal jeg forklare, hvad både Daimi, risalamande og store bededag er, uden helt selv at forstå det. Der er så langt mellem to mennesker, når en tanke skal rejse fra en hjerne til en anden. Hensigter, koder og evige misforståelser. De holder ikke op med at dukke op, men måske du kan bruge dem til din styrke? Vær lidt for meget, for indladende, og skyd skylden på dit danske gemyt. Men vær opmærksom på, om du får trængt ham op i en krog, fordi I så hurtigt bliver låst fast i at være den henholdsvis pågående og afvisende.
Men du er voldsomt forelsket, verdensforvirrende glad. At slå det vindue op er vildt intenst, og man kan vende sig så meget mod dette nye menneske, at man blænder sig selv i deres stråleglans. Man overanalyserer alt, hvad de gør og siger, ser tusinde følelser i et blik og læser gabende træthed ind i et punktum.
Jeg tror, at du må sætte dig selv fri ind i forelskelsen. Stå ved dine følelser, sig dem højt uden at råbe. Husk, at I kommer fra to forskellige steder, og at du er på udebane. Du har ikke lyst til at miste ham, men du kan heller ikke pakke dig selv ind i sølvpapir og tilbageholdenhed, så får du heller ingenting. Hvor meget må man give af sig selv, spørger du – det er svært at sætte tal på. Men altså, man skal altid passe på med ikke at hælde sig selv ned ad brættet for mange gange om dagen.
Det var min kæreste, der en dag konstaterede, at nu var vi altså kærester. Jeg sagde »o.k.«, skyndte mig ud ad døren, og sagde det ikke til nogen før to uger efter, da chokket havde lagt sig. Siden er bølgerne gået frem og tilbage mellem os, man skiftes til at kaste sig op ad stranden. Det fortæller jeg, både fordi det nok skal gå, og fordi kærlighedens sprog tager tid. Jeg forklarer Daimi i dag, du forstår det måske først om fjorten dage.
fortsæt med at læse
