Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Hej brevkasse
Erfaringer søges: Kan man redde en mindre parforholdskrise med en forlænget weekend til Paris? Vi trænger til et afbræk fra dagligdag og småskænderier, men findes løsningen på en forlænget tur til udlandet? Eller skal vi blive hjemme og … i det?
Kh Tvivleren
Gæsteredaktør Sidsel Siem Koch:
Kære Tvivler
Åh, det hele føles jo så dejligt, når man sætter sig i flyet med sin kæreste, og man bliver båret af sted, væk fra alt det svære, der findes i parforhold. Og nye omgivelser, hotelnøglen er spændende, neeej, der er et badekar, sengen er perfekt til begge, hvor skal vi spise i aften?
Men er stressfaktoren fuldstændig den samme som hjemme, når din kæreste stadigvæk er langsom til at komme ud ad døren og stadig stiller de samme dumme spørgsmål i det lækre udland som derhjemme? Av. Jeg håber, at I kan finde en restaurant, I kan blive nogenlunde enige om, og at der måske sidder et par i baren, der er lidt lækrere end jer (eventuelt fra Holland!) som I kan fantasere om, når I kommer hjem på hotelværelset med den nu lidt for bløde seng, som ingen af jer sover godt i.
Kære Tvivler, det er lige på og hårdt: Du kan ikke redde noget som helst ved at tage til Paris med din kæreste. Du skal tage ned i Netto med din kæreste, og hvis I har det okay hyggeligt der; så bliv i forholdet. Nu kalder du dig selv Tvivleren, og det forstår jeg godt; det er jo en del af livet. Jeg har selv været i et forhold i mange, mange år og ’momondoer’ tit Paris – og vi har det sjovt 50 procent af gangene i Netto.
Som Kierkegaard sagde:
»Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det, men lad nu bare være med at tage til Paris«.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Tvivler
Det virker! Jeg var i Canada hen over julen med min kæreste. Det var ikke, fordi der var decideret problemer, men der er jo altid lidt at forbedre, du ved. I Canada fandt vi hinanden og verden, landskaber, venskaber, to stærke caesars med ekstra Worcestershire og femten østers til hver.
Det var nogenlunde opskriften, og resultatet var lykke og nærhed. På ferien er der virkelig mulighed for at være den dejlige version af sig selv, ikke den, der kommer banket hjem fra kontoret kl. 16:48 med e-mails hængende ud af ørerne. Man skal ikke underkende værdien af en fælles oplevelse, at se på det samme bjerg samtidig i stedet for evindelig at se ind i hinandens irriterende øjne. Fælles minder minder os om, hvorfor vi vil være fælles.
Så kom vi hjem, direkte ind i coronaisolation. Så kunne vi rigtig fortsætte tætte, bare i vante rammer. Men så sprang alt i luften som en tør prut. Fordi livet kan ikke leves på fremmede sprog og frisk fisk, man skal også vaske Worcestershire af sine hvide bomulds-T-shirts uden at misfarve dem. Og det skal man hver eneste uge, mønsteret, vi lever efter, tælles i (hver)dage, ikke i sporadiske ferier. Det er fladmast kærlighed og kogte kartofler. Det lyder lidt dårligere, end det er, men kun lidt. Vi overlevede virussen, vi overlever hverdagen, jeg og kæresten. Men derfor glæder vi os da til påskeferien, hvor vi skal lidt ud.
Hvis man er derhenne, hvor man føler, at man har brug for at fikse sit forhold med en ferie, så er man derhenne, hvor ferie ikke er nok. Der skal stridere midler i brug, måske, gisp, en samtale om det. Jeg ved det godt, det er ikke lige så sjovt som Mona Lisa i en skudsikker glasmontre. Man kan også prøve med en middag fra bunden eller en uhyggelig film.
Tag bare til Paris, men husk: Paris slutter, ikke krisen. Vi vil altid have krisen.
fortsæt med at læse
