Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge handler det om kærlighed på trods af store egoer.

Pas på! Ellers dør dit forhold en langsom og smertefuld død

Er der plads til to store egoer i et forhold? Foto: Danny Moloshok/Ritzau Scanpix
Er der plads til to store egoer i et forhold? Foto: Danny Moloshok/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er i den indledende fase af noget, der godt kan blive til noget, men følgende frygt er dukket op: Vi er begge lidt nogle divaer. Store armbevægelser, glade for opmærksomhed, stolte ad pokker til. Vi laver ikke det samme, men er begge i ’den kreative branche’.

Kan to store egoer godt være i et harmonisk parforhold? Og hvad skal man være opmærksom på?

Kh. Diva 1

Gæsteredaktør Tore Hallas:

Kære Diva 1

Først vil jeg rose dig for den divaness i at kalde dig selv diva nummer et ud af jer to. Du er ingens nummer to. Hvis det er med vilje, viser det stor selvindsigt. Hvis ikke, er det endnu bedre.

Men o.k., først tror jeg, vi skal kigge på, hvilke slags divaer I er. Er der et reelt clash? Lad os bruge de største divaer som eksempler:

Er I Whitney Houston og Mariah Carey, der bygger hinanden op i ’When You Believe’, eller er I ’VH1 Divas Live’, hvor alle prøver at oversynge de andre? Er I den Bambi-esque Barbra Streisand og den kærlige mentor Judy Garland, hvis ’Happy’-sange snørkler sig ind og ud af hinanden, selv om I synger hver sin sang? Eller er I den nu ældre Babs, der sammen med Celine på ’Tell Him’ får plus og plus til at give minus, og alt liv bliver suget ud af begge?

Hvis I er ’VH1 Divas Live’, kan jeg garantere, at ingen kan holde ud at være i rum med jer begge to samtidig, og I kan lige så godt give op nu. Hvis I er Babra Streisand og Celine Dion, vil forholdet dø en langsom, smertefuld og ikke mindst kedelig død. Whitney Houstons og Mariah Careys forskellige måder at være diva på (show me the receipts vs. stiletter på en stairmaster) er måske grunden til, at det fungerer. Ligesom Babs’ og Judys opbyggelige parallel-energi.

Og så har vi det ivrige problembarn Liza Minelli. Elskelige, opmærksomhedssøgende Liza. Hvis I er Liza, hvis I konstant render rundt og kun synger jeres eget navn og fortæller alle, præcis hvordan det staves, burde I kigge indad for alvor.

For grundlæggende er spørgsmålet vel, om I begge to er lige så villige til at give opmærksomhed, som I er ivrige efter at få den. Er I i stand til at stoppe med at synge jeres ’Liza with a Z’-sange et øjeblik og spørge jer selv: Har jeg brugt noget energi på at give den anden opmærksomhed i dag, uopfordret? Kan vi få lidt af Bette Midler med ’Wind Beneath My Wings’ energi (minus den lidt nedladende tone) ind i forholdet? Den slags er selvfølgelig ikke et nulsumsspil, men det kræver, at I begge giver noget af den energi til hinanden, som I ellers bruger på at synge jeres store solo.

Jeg har ikke fået det her spørgsmål af Felix uden grund. Jeg er samtlige årgange af ’VH1 Divas Live’, der afspilles simultant fra udslidte vhs-bånd, og det er stadig lykkedes mig at finde en, der kan holde mig ud. Så jeg siger: Giv det et fucking skud. Sæt Celines ’Because You Loved Me’ på som en påmindelse, og gå all in, og så må det briste eller bære. I værste fald får I en sørgelig, men storslået kærlighedsballade ud af det.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Diva 1

Hvad er alternativet? At det store ego altid skal finde sammen med et lille? Det lyder pludselig heller ikke som en god idé. Jeg vil sige, at hvis egoet er så stort, at det kun kan elske sig selv, skal det nøjes med det. Men hvis egoet også sender bare lidt kærlighed ud mod verden, er der også plads til en anden. Livet og kærligheden er ikke sten, saks, papir, hvor det ene slår det andet.

Men jeg forstår dig godt, frygten for at skulle slås om ilten i hjerterummet. Men der handler det om, hvorhenne i verden man er diva. Er det i køkkenet, sengen, kontorlandskabet eller på de skrå brædder? For selvfølgelig bliver det hårdt og dårligt, hvis I død og pine skal konkurrere i alt.

Kim Kardashian og Kanye West må vel siges at være nogle af vor tids største egoer, og de klarede den da meget godt. Nej, det endte ikke lykkeligt, men det vil være gustent, hvis du eller jeg troede, jeg kunne love ’til døden jer skiller’ på så lidt spalteplads. I to har muligheden for at være hinandens muser og publikum. Selv hvis I skal slås om de samme billetter ude i verden, må vi gerne tro på, at folk gider se mere end ét stykke.

Jeg vil selv sige, at mit ego befinder sig solidt i den øvre middelklasse, som en plaid fra Hay. Med en 86 pct. ukuelig tro på min egen relevans. De sidste 14 pct. er jeg så ude at hente fra familie, venner, chefer, fremmede og den elskede. Min kæreste er nok mere et trofast Gorenje-kølefryseskab, som beror mere på sine indre egenskaber end på en ydre opstyltet værdi.

Dette mærkelige billede for at sige: Måske er du og den, du er ved at blive, vild med to forskellige møbler, klar til at pynte, nedkøle, tilberede eller svøbe på hver sin nødvendige måde. Man behøver ikke være enten hinandens tvillinger eller modsætninger, man kan være det uundværlige køleskab til den andens uundværlige pyntetæppe.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her