Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er forelsket – ulykkeligt – i en mand, jeg ikke kan få. Jeg har ikke behov for at forklare, hvorfor det er sådan, for jeg har ikke brug for råd til at få ham, jeg har brug for råd til at glemme ham.
Mine følelser er meget stærke, og det har jeg hverken tid eller lyst til. Så hvordan holder man op med at være forelsket i en, man alligevel ikke kan få?
Kh Saddy
Gæsteredaktør Nanna Bang:
Kære Saddy
For nogle år siden lå jeg i en lejlighed, jeg havde lånt, mens 10 fremmede mennesker i gården skreg med på Queens’ ’Too Much Love Will Kill You’, og jeg hulkede. Både fordi jeg ikke kunne stå arm i arm med nogen og skråle hele natten, og fordi jeg var så ulykkelig og meget sikker på, at der var en mulighed for, at de sang til mig, og at al den ugengældte kærlighed, jeg følte, nok ville slå mig ihjel. Snart.
Du er forelsket, og det er så forfærdeligt, når det er i en, man ikke kan få. Og jeg forstår godt, at du hverken har tid eller lyst, men jeg synes, du skal give dig selv lov til at være ulykkelig. Jeg tror, det er vigtigt at tillade sig selv at græde og sørge over, at det ikke kunne blive det, man drømte om.
Den eneste, der med garanti ikke kan få dig til glemme ham, er ham, så selv om det måske kan føles umuligt, så synes jeg, du skal slippe ham og dele dine knuste drømme med alle os andre.
Og du må godt være dramatisk, ringe til dine venner klokken 3.30, bære solbriller indenfor, fortælle jeres kærlighedshistorie til en i Netto, fordi de lugter som ham. Du har lige nu fripas til (næsten) alt.
Og jeg lover, det bliver anderledes. Lover. En dag vil du have glemt at savne ham i to timer, en dag i fem, og en dag vil du pludselig opdage, at når du græder, så græder du over helt andre ting.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Saddy
Jeg bliver faktisk lidt misundelig på dig. Du får nemlig lige nu lov til at udspille din indre Werther med patos, lidelse, Sturm, Drang und alles. Jeg ved godt, det ikke er dejligt, men jeg kan nærmest lækkersultent tænke tilbage på knuste hjerter, jeg har haft.
At vandre ømskinds-ulykkeligt forelsket rundt i verden er frygteligt og vidunderligt. Man er hovedpersonen, og alt, der sker, har noget med en at gøre. Solen skinner på trods, regnen falder på grund af, ethvert smil, man møder eller misser, sker med vilje. Man er høj på sin egen ulykke, og det drug kan jeg kun anbefale dig at tage. For du skal ikke udenom, du skal igennem, og hellere hovedspring end tådypperi. Om lidt er forelskelsens sindssyge nemlig overstået, så vender virkeligheden tilbage i al sin lunkne stråleglans.
Indtil da skal du græde alt det, du kan, lad kinderne hæve op som solmodne tomater. Du skal gå i blødt tøj derhjemme og hårdt, pænt tøj ude i verden, blive til en gylden og ond supermodel. Verden er din catwalk, din selvbiografi og dit computerspil. Lav taberkraften om til skaberkraft.
Jeg troede engang, jeg var så trist, at jeg aldrig skulle være andet. Et smukt genfærd, sikker på at være i dette ulykkelige limbo til evig tid. Men så en dag tog jeg de breve, jeg før ikke troede, jeg kunne smide ud, og smed dem i håndvasken og satte ild til dem. Nød at give en gave tilbage til den, der havde knust mit hjerte, legede og lejede mig til lidt ekstra overskud.
Forelskelser forsvinder altid, men det er nemmere, når de får lov til at blive til parforhold og kærlighed, så er overgangen ofte mindre smertefuld. Men måske det trøster: Folk i parforhold er ikke forelskede, de er bare kærester. De siger sikkert selv noget andet, men du må endelig ikke tro på dem. Livet går videre, det er det frygtelige, vidunderlige og uundgåelige ved, at noget findes, at om lidt gør det ikke.
Undskyld og tillykke, du kan ikke nyde det, men jeg kan godt misunde det.
fortsæt med at læse
