Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min kæreste er meget sød og har virkelig gode kvaliteter. Men når han kommer ind ad døren, siger han altid »Nåh, hvordan står det til?« på en måde, der giver mig lyst til at skyde enten ham eller mig selv.
Det kan lyde nærtagende eller småligt, men jeg tror, det minder mig om hans evne til at være så irriterende, at jeg næsten glemmer, hvorfor jeg blev vild med ham i sin tid.
Kan det være ægte kærlighed alligevel? Hvordan lærer jeg så at bære over med de der irriterende særheder?
Kh træt
Gæsteredaktør Filiz Yasar:
Kære trætte
Mænd er jo bare generelt trættende i længden, men jeg tror, at du har nærmet dig et menneske, mens du var blind. Det er forelskelsens paradoks jo. Og når man får synet tilbage efter en rum tid, skal man huske sig selv på et par ting eller to, inden man forvandler sig til en smålig regnskabsfører: Negativitet er lige så naturligt og nødvendigt som positivitet i et ægte kærlighedsforhold. Det gælder i øvrigt alle slags forhold..
Når jeg læser dit spørgsmål, så tænker jeg tilbage på mine kronede dage i en rederivirksomhed (SOM IKKE VAR MÆRSK). Hver gang jeg kom på arbejde, blev man mødt med et cheesy citat i receptionen, som lød: »Et helt ocean med vand kan ikke sænke et skib – medmindre vandet kommer ind i skibet«. Relevansen synes meget vedkommende lige nu, igg’ås?
Det negative i dit forhold MÅ altså heller ikke få dig til at gå ned – medmindre du selv lader den trænge ind i dig. Omvendt kan man sige, at skibet heller ikke rigtig kan sejle, hvis der intet vand er, så … brug din kærestes irriterende særheder til whatever floats your boat.
Når han fremover stiller det DRØNhamrende irriterende spørgsmål, kan du med fordel udrulle C25-indeksets udvikling eller fremlægge ratepensionens muligheder. Eller måske skulle du prøve at komme HAM i forkøbet, hver gang han kommer ind ad døren. Det kan jo være, at han gemmer på en statusrapport, som du har overset?
Alt godt
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære træt
Jeg sidder i en sofa og svarer på det her spørgsmål. I den ene ende ligger min kæreste og spiller Fortnite med volumen skruet op. I den anden ende sidder jeg og ser sur ud mens jeg blaster SZA’s sang ’I Hate U’. For herhjemme er det et våbenkapløb at være den mest irriterende, og tit ligger jeg faktisk lunt i front.
Når man bliver kærester, er man måske forelsket, og hvis man er, så nok i visse dele af den anden. Men at være kærester og især at bo sammen er at udvide den kærlighed. Ikke som at smøre forelskelsen helt tyndt ud, man må stadig gerne være mest vild med noget snævert – latteren i blikket, omsorgen i et klem. Men man må lære hinanden at elske. Lære hinanden at tilgive. Lære hinanden at overse mere og mere.
Det er lidt ligesom med små børn, der må teste grænserne for en forælders venlighed. Man kan ikke spørge, om man må være pisseirriterende, man er nødt til at prøve sig frem, og så er det også fint, at det nogle gange ikke går. Hvis du ikke kan forlige dig med din kærestes dumsmarte hilsen, så må du gerne sige det. Men hvis man altid retter på hinanden, så risikerer man at indskrænke det elskelige, og det kan blive så snævert til sidst.
At han har evnen til at være irriterende, må du ikke lade dig overraske mere af. Som det altid er med folk, man forelsker sig i, så viser de sig desværre altid at være fuldendt fejlbarlige.
Hvis jeg skal foreslå en anden løsning, så er det, at du prøver at efterligne hilsenen, hver gang du kommer ind ad døren. Gå en mil i hans sprog, så kan det være, at han indser, hvor irriterende det er, eller at du indser, hvor befriende det er at være øretæveindbydende. Held og lykke – må den mest ulidelige vinde.
fortsæt med at læse
