Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter, denne uge er forfatter Johanne Bille gæsteredaktør.

Sorry, kære læser, men din veninde har fortjent bedre end dig, når du opfører dig sådan der

Samantha fortjener bedre end Carrie i 'Sex and the city', og dagens spørger er en Carrie... Foto: Craig Blankenhorn/Craig Blankenhorn
Samantha fortjener bedre end Carrie i 'Sex and the city', og dagens spørger er en Carrie... Foto: Craig Blankenhorn/Craig Blankenhorn
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er sgu blevet vild med en, min veninde ser. Og nej, vi er ikke starttyverne, vi er i midttrediverne …

Hun er min gode veninde fra studietiden, og det er en kollega, hun har haft et lidt on and off forhold til det sidste års tid . Hun er glad for ham og siger, hun er forelsket, men helt ærligt synes jeg tit, hun siger, hun er forelsket i nogen, for så at have glemt dem et par dates senere.

Jeg matchede med hendes fyr på Tinder, vi ved godt, hvem hinanden er gennem hende. Og efter lidt høhø-akavethed gik vi på en fucking dejlig date. Og så en til og en til. Vi har ikke været sammen, men har kysset. Jeg synes, han er dejlig, men skal jeg lige advare min veninde (ja, ja, samtale kan kurere alt)? Eller er der frit lejde? Eller skal jeg helt holde fingrene for mig selv?

Kh kvinden med pigeproblemer

Gæsteredaktør Johanne Bille:

Kære kvinde

Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et mere opløftende svar end det, jeg kommer til at give dig nu, men det er desværre ikke tilfældet. Du har nemlig dummet dig. Ikke bare én gang, gentagne gange. Først da du matchede, så da du skrev, så da du gik på date, og i sidste ende da du kyssede ham.

Dine handlinger bliver ikke bedre af, at du forsøger at italesætte din venindes forelskelse som værende mindre værd end din. Som én, der selv forelsker sig hurtigt og voldsomt ved jeg, at en stor kærlighed ikke behøver vare længe for at være vigtig, ja, den kan faktisk også sagtens være on/off, rodet og svær lige at sætte i bås.

Vi ejer ikke hinanden, vil du måske sige, og det er rigtigt nok. Men man skal passe på dem, man holder af, og man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. Skal jeg lige advare min veninde, spørger du, og så let slipper du ikke. Du skal nemlig gøre mere end det.

Velkommen til voksenlivet! Her passer vi på hinanden, og når vi glemmer det (det sker jo for selv den bedste) siger vi undskyld og lover at gøre det bedre næste gang. Det skal du også gøre nu. For ja, din veninde har fortjent bedre – både en bedre veninde og en bedre mand at date.

Hvis det viser sig, at du ikke kan få ham ud af hovedet, og han ikke kan få dig ud af sit, må du nok vælge: Hvem vil du have, ham eller hende? Det valg kan jeg ikke tage for dig, men én ting vil jeg dog sige til dig, og her taler jeg af erfaring. Gode veninder er guld værd, og mænd er der rigeligt af.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære kvinde

Jeg kan hjælpe dig med at vælge, eller jeg kan psykoanalysere dig, dine valg og dine tilhørsforhold, og i dag er jeg i Freud-humør, chaiselongen står derovre.

Dit forhold til mor: Hvis du vælger at lade ham den søde være, så får du chancen for at undersøge, om du har sat dig i din venindes skygge. Folk, der forelsker sig langsomt, misunder dem, der nærmest snubler fra hjerte til hjerte, den misundelse går i øvrigt ofte begge veje. Noget lugter af, at du har holdt lidt for meget øje med din venindes kærlighedsliv, måske på grund af dårlig sigtbarhed i egne farvande.

Men at falde for din venindes crush gør dig ikke til din veninde, du vinder ikke en præmie. Man må gerne date for at blive en anden, men alle os, der har prøvet det, ved, hvor tunge tømmermændene er. Selv ikke Ipren plus Treo kan fjerne den smertelige sandhed, selvet er.

Dit forhold til far: Hvis du til gengæld vælger ham den søde, så står du dig selv nærmest. Så åbner du døren, som du indtil videre perverst har set gennem nøglehullet på. Så forener du noget, du har holdt adskilt. Så gør du det ’fucking dejlige’ og giver dig hen til noget større og mere bredskuldret. Du går i seng med dine lyster, så må vi se om du er store- eller lille-ske.

Samtale kurerer alt, siger du selv. Vi kan alle bruge en terapitime og en tur på massagebriksen, for hjernen og kroppen er det vand og brød, vi skal trækkes med til vor dages ende. Valget har du allerede taget, konsekvenserne lever du i.

Bare rolig og desværre, i os alle bor et pigeproblem, der ikke vil dø. Livet er: Opgaven vokser med dig, og nu skal du vokse med opgaven.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her