Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har en intimitetsudfordring i mit forhold. Når jeg skriver intimitet, mener jeg ikke kun sex, men det er en del af det. Det har vist sig, at min kæreste og jeg (lidt over et år sammen) har meget forskellige intimitetsbehov, jeg kan næsten ikke få nok kram, kys og berøringer, det kan de.
Når jeg sætter Mariah Carey på og vil kysse, så tror min kæreste, at jeg lægger op til sex, og går i baglås
Det er jo helt i orden, at vi er forskellige, men problemet opstår faktisk i zonen mellem sex og den mere ’ufarlige’ intimitet. Når jeg sætter Mariah Carey på og vil kysse, så tror min kæreste, at jeg lægger op til sex, og går i baglås. Men jeg vil egentlig bare gerne kysse og høre popmusik. Min kæreste får dårlig samvittighed over ikke at være i et erotisk mood, og jeg bliver irriteret over at blive læst som konstant liderlig. Samtidig vil jeg jo også gerne have mere sex, så det dræber mig også lidt, at jeg skal fortælle min kæreste, at jeg bare vil kysse.
Hjælp mig, hjælp os. Hvordan nærmer vi os hinanden? Når den ene hurtigt får nok, og den anden altid vil have mere.
Kh hud-starving
Gæsteredaktør Molly Balsby:
Kære starving
Først og fremmest: Jeg kan enormt godt lide sætningen: »Når jeg sætter Mariah Carey på og vil kysse«. Det føler jeg, at alle burde indføre i hjemmet. Ligesom eftermiddagsluren i børnehaven bør alle have et frikvarter i livet, hvor man sætter Mariah på og kysser. Jeg forudser, at det ville forhindre mange skilsmisser og break-ups.
Jeg ville nok forsøge med noget mindre sexy musik, hvis jeg ikke ville skydes noget i skoene. Noget dansktop eller noget virkelig hård gangster-rap. Det kan jeg forestille mig, ville tage brodden af enhver æggende stemning.
Jeg forudser, at det ville forhindre mange skilsmisser og break-ups
Når det er sagt, ved jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal rådgive dig. Hvis min kæreste ikke giver mig den opmærksomhed og omsorg, jeg craver, plejer jeg bare at blive sur og kræve det. Det virker for mig, men afhænger nok af, hvor tolerant ens partner er. (Undskyld, mussi!).
Ugens gæsteredaktør
Molly Balsby
Digter. Født 1993. Uddannet på Forfatterskolen og Københavns Universitet.
Udgav i 2018 digtsamlingen ’Ponyprivilegiet’ på forlaget Basilisk.
Er Ekstra Bladets nye litteraturanmelder.
Foto: Anders Brun Richter
Dog har jeg lidt svært ved at forstå dit spørgsmål. Der er en diskrepans i, hvad du skriver. På den ene side vil du ikke misforstås som én, der vil have sex hele tiden, og på den anden side vil du også gerne have mere sex.
Det spændende er jo, hvorfor din kæreste går i baglås, når vedkommende tror, at du lægger op til sex. Og det er et problem, som jeg desværre tror er for stort til denne lille brevkasse. Jeg vil anbefale en parterapeut eller sexolog.
Så altså, communication is key, tal om det – med hinanden eller med en tredje part.
Det er ikke holdbart at føle sig afvist eller misforstået i sit parforhold.
Alt godt
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære starving
Hjemme hos os er det også mig, der elsker Mariah Carey mest. Det hårde ved ikke at have den samme musiksmag er, at man, hvis ikke man tager høretelefoner på og klarer den selv, skal udsætte hinanden for den. Sådan er det selvfølgelig også med intimitet, den enes kram er den andens fængsel, den enes afslapning den andens afvisning.
Der er mange svære ting, når det handler om sex og intimitet, fordi det er forbundet med så mange nonverbale ting. De fleste synes, det er frækkest, hvis intimiteten opstår, uden at man skal bede om den, men det er også alt det usagte, der gør, man måske ikke kan overskue den. En snak kan hjælpe, måske.
Det er svært at hjælpe andre mennesker med deres intimitetsliv, når man ikke har adgang til deres hoveder eller undertøjsskuffe
Ellers er det vigtigt at sørge for, at I ikke maler hinanden ud i hjørnerne, så du er det sexsultne rovdyr og din kæreste det sky byttedyr. For så er al intimiteten forurenet af de roller, så bliver al sex almisser og renters rente.
Det er svært at hjælpe andre mennesker med deres intimitetsliv, når man ikke har adgang til deres hoveder eller undertøjsskuffe. Men jeg spoler lige tilbage og starter sådan her: Sig det til din kæreste, du har skrevet et ærligt brev, håb, de forstår bare noget af det.
Husk, at vi ikke skylder hinanden andet end netop det: forsøg på forståelse. Sex er dejligt, og sex kan være 9.734 forskellige ting, intimitet er lige så dejligt og kan være 10 gange så mange ting. Nærm jer hinanden, se hinanden, prøv. Som en meget ung debut-Mariah Carey synger på mit favoritnummer ’All In Your Mind’:
»Come closer, you seem so far away. There’s something I know you need to say«.
fortsæt med at læse