Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg står i et dilemma, som jeg håber, I vil hjælpe mig med. Jeg har svært ved at finde ud af, hvorvidt jeg skal blive sammen med min kæreste eller ej.
Han er 27, jeg er 24. Vi har været sammen i fem år. Sagen er den, at jeg ad flere omgange de seneste par år har tvivlet kort på, om det mon var ham, jeg skulle få hus, barn og fremtid med. Samtidig er de resterende 95 pct. af tiden rigtig godt: Vi har et fantastisk forhold, vi skændes aldrig, vi giver hinanden plads, vi stoler på hinanden, vi har gode fælles venner, vi har det sjovt sammen, og så er han min bedste ven.
Jeg har lige været ude at rejse i to måneder, hvor jeg ikke savnede ham en eneste gang. Jeg glædede mig til at se ham, men jeg savnede ham ikke. Nu da jeg er hjemme igen (to uger siden) har jeg svært ved at finde mig til rette i vores forhold igen og tænker mere og mere over alle de ting, jeg gerne vil nå, før jeg slår mig ned, og jeg går samtidig og kigger halvt efter andre fyre.
Problemet er bare, at når jeg ser min fremtid og alt, hvad den indeholder, så ser jeg den med ham ... bare ikke lige nu. Vil denne tvivl nogensinde lægge sig, hvis ikke vi prøver at være fra hinanden, og så se til, om fremtiden bringer os sammen igen?
Venlig hilsen
Tvivlen
Ps. Jeg har snakket med ham om det, og han forstår. Jeg har lovet at give det tid og en chance. Jeg er bange for, at jeg fortryder min beslutning, hvis vi går fra hinanden.
Gæsteredaktør William Abrahamsen:
Kære Tvivlen
Jeg kender følelsen af at vende hjem og få en slags rejseblues. Den bliver et prisme, man ser sin hverdag igennem. Man ser alt i forhold til et helt andet liv, man kunne have, en anden person, man kunne tænke sige at være, og alle kulisserne er kedelige i København, når man nu har set på flotte farverige palmer eller danset i Berlins skumle klubber.
Og det er der, tvivlen kommer. Det er i det grænseland, mellem ferie og hverdag, du finder ud af, at du ikke er låst som person, og du kan mærke de faste rutiner og mønstre komme snigende som en tung dyne, der får alle tankerne om, hvem du gerne vil være, til at døse hen, og, vupti, så var man tilbage, og alt var som før.
I stedet for at prismen bliver et dommedagsvåben, der destruerer hele din eksistens, skal du bruge det som en mulighed for at åbne en samtale om, hvordan det nuværende liv kunne blive.
Du er ikke statisk, det er din partner heller ikke. Min kæreste sagde engang til mig: »Jeg har valgt dig med alt, hvad du er, og alt, hvad du bliver«. Det håber jeg, at din kæreste også gør med dig. I skal udvikle jer sammen, og nu, du har oplevet at mærke dig selv, kan du give ham et indblik i, hvad der ligger under det stille vand i dit sind. Skal det være et åbent forhold? Skal I bo hver for sig? Skal I være sammen ude i verden?
Uden samtalen kan du ikke vide, om din kæreste vil være åben og måske er med på at gøre noget andet end det, som samfundet har lært os, er det næste skridt på udviklingsstigen ’parforhold’.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Tvivlen
Det er det farlige ved lange ferier, der lover andre liv og nye virkeligheder. Den, jeg kunne blive. Desværre er problemet med dit problem, at alle de modsætninger, du nævner, godt kan findes samtidig.
Når man har været sammen længe nok, sker der tit det der: Fremtidens drømme indeholder kæresten, nutidens drømme gør ikke. Man kan nemlig svært drømme om noget, man allerede har. Men drømme og blikke er ikke utroskab, hverken over for dig selv eller ham.
Og når man er meget kærester, savner man heller ikke hinanden, som man kan savne en, man lige har mødt. Det handler ikke om, hvorvidt jeres parforhold er kedeligt, men om at spændingen er et andet sted.
Han er din bedste ven, og lige meget hvad, er det noget, I kan holde fast i. I kan godt være hinandens livsledsagere uden altid at være kærester. Jeg synes eksempelvis godt, man må fejre sit 10-års jubilæum selv om der var et års pause midt i det hele. Det er og må aldrig blive så renskuret at være i et parforhold. Der er mørke lommer, tvivl og ondskab sammen med lyset.
Når du beskriver din lyst til at udleve ting, inden du ’slår dig ned’, tænker jeg flere ting. Først og fremmest må du afgøre, om de ting er seksuelle, romantiske, dannelsesbaserede eller om det er selvstændighed, du savner. Du kan løbe hornene af nu, men de, eller nogen andre, vokser frem igen på et andet tidspunkt. Livet er altid mere eller mindre hjemsøgt af potentiale.
Husk, at fremtiden ikke kan gøre noget, men det kan I. Alt det her var et svar til dig, så må du lytte til dig selv og til ham.
fortsæt med at læse
