Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære kærlighedsbrevkasse
Jeg har et spørgsmål, og jeg ved, at jeg kan dele mit spørgsmål med størstedelen af min venindeflok.
Er en 26-årig, forever single, akademiker, heteroseksuel, ciskønnet kvinde. Jeg har forsøgt med Tinder i 6-7 år on and off, mødt fyre i byen, datet venners venner, datet dem, jeg normalt ikke ville date, og mit håb om at få en kæreste virker efterhånden umuligt.
Hvad gør jeg forkert? Er jeg uheldig? Er det, fordi der står ’desperado’ i panden på mig? Kræver det, at jeg virkelig er offensiv både på Insta og Tinder? I don’t know. Hjælp.
Kh. the single lady
Gæsteredaktør Roberta Hilarius Reichhardt:
Kære single lady
Jeg starter lige et helt andet sted: Jeg synes jo oprigtigt, det er fucked, at vi overhovedet eksisterer, og jeg synes, vi taler ALT for lidt om, hvor MÆRKELIGT det egentlig er, at vi går rundt på en klode ved navn Jorden, hvor der gror træer op fra et lille frø, og hvor der er noget, der hedder liv og tanker og eksistens? ALTSÅ, HVAD FOREGÅR DER? Det er lidt følelsen af, at der går en masse kæmper rundt på fire meter med lange næser og strittende ører, uden nogen registrerer eller kommenterer på hvor sygt det egentlig er.
Jeg synes, vi har en tendens til at forholde os til livet på en ret automatiseret måde og ubevidst snyder os selv for, hvad livet kan tilbyde os. Jeg har heller ikke en kæreste, og jeg forstår din frustration, men jeg får også lyst til at spørge dig, mig selv og dine veninder: Hvorfor er det, vi så gerne vil have en kæreste? Hvad er det, en kæreste egentlig skal give os? Og hvad er det, vi i virkeligheden længes efter? Når ønsket om en kæreste viser sig, spørger jeg mig selv, hvad der egentlig ligger bag min længsel. Det viser sig nemlig tit at være noget andet end bare at ville have en kæreste. Det kan være længslen efter tryghed, ønsket om at blive set og værdsat, få omsorg, eller at mærke kontakten til mig selv.
Hvorfor har jeg dog en længsel efter at blive set af et fuldstændig ukendt menneske? Føler jeg mig ikke set af mine venner eller familien? Eller er det, fordi jeg ikke ser mig selv? Hvorfor sender jeg alt dette ansvar over på en komplet fremmed mand, jeg aldrig har mødt?
Jeg tror, mange forhold består af at udfylde hinandens sorte huller indeni, og desværre går tiden med det, frem for at udforske kærligheden, som vel er essensen af, hvorfor vi først og fremmest gerne vil være i et forhold. Om du lige møder din kommende kæreste til det ene eller det andet arrangement, kan jeg ikke fortælle dig, men mit råd til dig er at gå på opdagelse i, hvorfor det er så vigtigt for dig at få en kæreste. Se, om der dukker noget op bag dine længsler, og så er jeg sikker på, at du vil møde et fantastisk menneske, der forhåbentligt har gjort det samme.
Og bare lige for at binde en sløjfe på min indledning: Husk, at verden er et FULDSTÆNDIG VANVITTIGT sted, hvor der dagligt sker meget mere besynderlige ting, end at en 26-årig veluddannet kvinde i København ikke har en kæreste. Lad livet overraske dig, betragt de store kæmper med de lange næser, og så kan det være, at du pludselig forelsker dig.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære single lady
En af grundene til din ulykke finder du i dit sammenhold: I er simpelthen for mange søde unge singlekvinder, der gerne vil have en sød mandekæreste. I hvert fald i storbyen. Så ja, nogen kunne lige så godt have malet jer allesammen blå, for I lyser skingert som smølfer i en sort-hvid-film.
Men den diagnose hjælper dig selvfølgelig ikke, men derfor skal vi måske også gå anderledes til værks. For selv om vi kun alt for nyligt har fjernet seksuelle og kønslige minoriteter fra sygdomslisterne, kunne det være, vi skulle fjerne ’single’, her inden 2022 står for døren.
En amerikansk kulturjournalistisk forfatter, jeg holder af at følge – Anne Helen Petersen hedder hun – skrev for nylig en artikel i magasinet Vox. ’The escalating costs of being single in America’ hedder artiklen. I den beskriver hun den stigende andel af singleamerikanere og deres stigende udgifter. Samfundet er simpelthen ikke lavet til singler, og især kvinderne rammes af det på den lange bane. I lever længere, men tjener (indsæt selv groft bandeord) stadig mindre.
Anne Helen Petersen argumenterer for, at selv om vi (pop)kulturelt hylder singletilværelsen og andre relationer end det monogame parforhold, siger økonomien noget andet. Og nej, vi må ikke overføre amerikanske udfordringer direkte til Danmark (som hun roser for ’solomorrettigheder’ og det økonomiske velfærdssikkerhedsnet), men jeg tror på, der er noget om snakken.
Det var en lang udenomssnak for at sige til dig, kære single lady: Du er ikke alene i at være alene, gudskelov og desværre. Du er nødt til nyde det – i et samfund, der måske ikke vil lade dig. Hvis veninderne er søde nok, så slå jer sammen. Bliv et frigjort nonnekloster, der kun bruger mænd til at avle afkom og tilfredsstille seksuelle nydelser. For ellers er det gutternes marked, og det er dyrt at handle.
Du kan blive i de spor, du allerede selv har tegnet op, men du kan også tage en velfortjent orlov fra det. Giv dig selv en anden titel end ’enlig’. Det handler ikke om at nøjes, du skal ikke være ’den lykkelige single’, men bare ’den lykkelige’.
fortsæt med at læse
