Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Hej brevkasse
Jeg er ret ung og vist også blevet ret forelsket i en pige, og der er virkelig noget af det allerfedeste, jeg har prøvet. Vi mødte hinanden for fire måneder siden, og jeg har mange gange følt mig ægte lykkelig, når jeg var sammen med hende.
Men samtidig er der også en stærk melankolsk følelse forbundet med det. Jeg går ofte og er trist over, at den tid, der er gået, er gået. Og jeg er bange for ikke at kunne leve op til, hvordan jeg har været i starten, at jeg ikke kan være lige så sjov eller energisk eller opfindsom.
Jeg er ret bange for sådan noget med, om det på et tidspunkt bliver kedeligt og ensformigt og forudsigeligt (hvilket det jo nok gør), og jeg kan simpelthen ikke overskue det.
Samtidig tror jeg, min frygt gør, at jeg ikke helt kan opføre mig naturligt og umiddelbart, fordi jeg forsøger at regne ud, hvordan jeg gør det rigtige. Jeg har snakket med hende om det, og hun virker meget forstående, men det sidder stadigvæk meget fast i mig. Hvad gør jeg?
Mvh. mig
Gæsteredaktør Matilde Digmann:
Kæreste dig!
Tak for din smukke besked.
Det er så universelt: lysten til at blive i den magiske forelskelse – akkompagneret af den isnende melankoli, der klæber sig til følelsen – fordi vi godt ved, at det ikke kan vare ved.
Jeg mener ikke, at melankolien hverken kan eller skal undgås. Som følelse er den lige så smuk og valid som forelskelsen – det er vi bare ikke vant til at få at vide. Jeg vil anbefale, at du øver dig i at give plads til frygten og melankolien – at du tillader de følelser at være der, udvider dit følelsesregister og din kapacitet til at sidde med ’ubehagelige’ følelser. Det er bare en god life skill helt generelt.
Vi rummer alle angsten for afvisning, frygten for nedturen efter en optur som forelskelse – vi forsøger alle at gemme os af frygt for at blive set, som vi virkelig er. Vid, at det er universelle følelser. Vi kæmper alle med frygten for ikke at blive elsket.
Men hvis du har tillid til hende, du er forelsket i, så øv dig i at være helt dig selv, åben og fri i relationen til hende. Det er i ægtheden og sårbarheden, at muligheden for ægte intimitet ligger. Det er skræmmende at åbne for, men det er det værd.
Kærlighed – den dybe kærlighed, som potentielt kan vente efter forelskelsen – handler også om hverdag, om det uperfekte, om at kunne rumme hinanden med alle de dejlige fejl, vi har. Jeg håber, du kan finde modet på trods. At du tør være helt dig selv, med det hele. Fordi du er perfekt sådan. Vid, at du er lys.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære dig!
Du gør det allerede. Du er ikke bare elsker, du forelsker, og det er smukt og hårdt og omvæltende. Første gang og anden første gang og tredje første gang og så videre og så videre. Men jeg forstår dig godt, for inde i lykken er det ondeste. Som Feist synger i ’Let It Die’:
»The saddest part of a broken heart/ Isn’t the ending so much as the start«.
For det er virkelig modbydeligt, at slutningen på det gode bor i dets begyndelse. At i lykkens skygge sidder smerten og venter, den evige trold. Men samtidig må man ikke tage sine sorger på forskud, for så skal man opleve dem to gange, da man frygtede det ske, og da det endelig skete.
Men det er så nemt, som det er nødvendigt, at sige, at man ikke skal være ked af det. Virkeligheden er jo, at sorgen sætter sit iskolde brandmærke, så snart det har været der, du har set enden, og nu kan synet ikke slippe dig. Her kan jeg kun skræmme, for jeg ved ikke, om man nogensinde vænner sig til den, tiden. At den skal køre os sådan over på timebasis. Nogle gange er hverdagen det eneste værn mod tiden, andre gange skal det modsatte af hverdagen til. Du skal ikke frygte hverken det ene eller det andet, kærligheden skaber sin plads.
Måske du skal låne nogle andres glæde, mens din egen lige er på køl. Lån et smil fra din elskede, se på noget forelskelse i en film eller i bog, genkend suset, del dine tårer med din omverden, de gode og de tunge. Hør en masse musik, du holder af. Mærk søvnløsheden, og vid, den kun prøver at sige: Du er forelsket.
Og husk det, jeg selv så ofte glemmer: Melankolien er ikke lykkens modsætning, det er følelser, der buldrer rundt i dig og mig, vi kommer aldrig til at kunne nøjes med en af dem. Jeg skal sikkert hilse fra min kloge og gode kollega Lotte Thorsen, som plejer at sige: Man er ikke sine følelser, man har dem bare. Jeg tør godt komme med en rettelse, men den er kun til dig. For forelskelsen, den er du, nyd det, i det omfang du kan.
fortsæt med at læse
