Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
For godt to måneder siden gik min kæreste gennem to og et halvt år fra mig, efter at vi i halvandet år havde været langdistancekærester. Vi arbejder inden for samme felt og har også haft projekter sammen. Post breakup talte vi om muligheden for at arbejde sammen igen på sigt og har et projekt liggende, som vi satte i gang sidste forår, mens alting endnu var fryd og gammen. Jeg har sagt, jeg gerne vil overtage det praktiske med det projekt, hvis han sender materialet til mig, og det lovede han at gøre. Jeg sendte ham efter nytår en påmindelse på mail, som vi havde aftalt, men har efter tre uger stadig intet hørt fra ham.
Mit dilemma beror på, at jeg gerne vil bevare et professionelt forhold til ham, men simpelthen ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal navigere i det, efter vi er holdt op med at være kærester. Skal jeg sende ham en rykkermail, skal jeg ringe til ham og tale om det? Måske har han ombestemt sig vedrørende samarbejdet, eller måske har han glemt det eller er i forvejen presset arbejdsmæssigt, og det er grunden til den larmende stilhed.
Professionelt er jeg træt af, at han ikke overholder aftaler. Den side af mig har lyst til at losse ham i gang med at træffe nogle beslutninger. Personligt har jeg aldrig været så ked af et breakup før. Jeg kunne have skabt et liv sammen med ham, jeg tænker på ham hver dag, og jeg har stadig udbrud af tuden-til-Taylor-Swift og lyst til at ringe og tigge ham om at komme tilbage. Jeg ved, at den bedste kur mod dette er tid og afstand, men jeg ved også, at det projekt, vi arbejdede på, var ægte godt og ikke mangler meget for at blive færdigt.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg glemme alt om et professionelt samarbejde, skal jeg vente femten år, eller skal jeg insistere på at få det materiale, så jeg kan færdiggøre et projekt, jeg er stolt af? En del af mig har lyst til at sende en signal til omverdenen om, at vi stadig kan være professionelle partnere, selv om vi ikke skulle være kærester.
Mange hilsner
Den graciøst forsmåede
Gæsteredaktør Asta Kongsted:
Kære graciøst forsmåede
Findes der noget bedre end en anledning til at kontakte sin eks, når man ikke helt er videre? ’Har du stadig min paperback-kopi af ’Harry Potter 4’?’. ’Den her Ikea-skål er vist din, vi må hellere mødes’. (Det er selvfølgelig tænkte eksempler). Jeg kan egentlig godt gå med til, at et fælles projekt giver den manøvre lidt ekstra legitimitet. Men undskyldninger for at blive hængende er som regel bare det: undskyldninger.
Der er desværre ikke nogen grund til at signalere til omverdenen, at du og din eks er gode samarbejdspartnere. Det vil I objektivt set ikke være, hvis du ender med at komponere vrede møderykkere kl. 4 om natten som substitut for de sårede kærlighedsrøfler, du egentlig har lyst til at sende ham. Jeg forestiller mig nemlig, at det, der faktisk gør ondt, er tanken om, at han har for travlt med sit nye liv til at svare på din arbejdsmail. Derfor skal du lade være med at sende flere. Arbejdet må dø, for at dit hjerte kan leve.
Min indre Margaret Thatcher (hun findes beklageligvis) hvisker dog, at hvis du virkelig synes, projektet er det værd – og her mener jeg potentielt livsforandrende for dig selv eller andre – så undersøg muligheden for at føre det videre alene. Men trækker det stadig, hvis du skal gå enegang, eller var det din version af ’Harry Potter 4’-finten? Hvis det er vigtigt, så tag det op om nogle måneder. Projektet har ligget brak længe, så det kan nok vente lidt endnu. Din hjertesorg kræver derimod akut omsorg – ikke en kompagnon.
Kh en, der aldrig selv mestrede balancen mellem graciøs og forsmået (og ikke er overbevist om, den findes)
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære graciøst forsmåede
Det er et svært spørgsmål, det med, hvad man skal være, når man ikke længere er kærester. Især er det svært at finde ud af, hvad relationen skal være, når den det første tid lige skal finde plads i ikke at være noget. Der er et kollegaskab selvfølgelig en behændig holdeplads: venligt, samarbejdsomt og lænende sig mod hinanden i tillid.
Men det går ikke. I hvert fald ikke, når den ene af jer stadig har længselsfulde popsange bankende i hjertet, for den musik kan du ikke spille i jeres samarbejde. Og spille den er du nødt til. Du skal skrue helt op for de divaer, der bor i dig, være længe oppe, stå tidligt op, tage lange lure, græde under bruseren, mens Taylor Swift lover hævn over dem, der er så forkvaklede ikke at elske lige præcis os.
Du vil gerne lege fred, ro og kompetence, men tiden kalder på storm. Du er såret, og den tid, du bruger på at lege helt, får du kastet tilbage i ansigtet som mindreværd. Du sidder og venter på en e-mail fra din ekskæreste, du er blevet sat i den ydmygende fælde, og sidder så og prøve på at smile, mens bjørnetænderne gnaver i marven. Så skråt op med professionelle forhold, misbrug den indlagte ferie fra perfektheden, som et knust hjerte giver. Kræv lidt mere af din omgangskreds, vær en mimose i kantinen.
Jeg forstår godt, det er svært. For mange af os er arbejdet det sted, hvor man går hen og ranker ryggen, men vi er nødt til at tillade hinanden at synke lidt sammen. Mange af os, inklusive mig, har nemlig også prøvet at få et kontorkærligt papercut. Derudover må vi ikke tage de manglende e-mails så personligt, vi er alt for tilgængelige for kommunikation, og derfor også alt for tilgængelige for at føle os ignoreret, når der ikke er nyt i indbakken.
Så nej, du skal ikke insistere på noget fra ham, men insistér på at være helt halveret det næste stykke tid.
fortsæt med at læse
