Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter, denne uge handler det om venskab og sex.

Lad være med at fortælle hende, at hun er dårlig i sengen

John Travolta i rollen som Danny 'Fuckboi' Zuko fra 'Grease', Foto: Foto: Paramount Pictures/tv4
John Travolta i rollen som Danny 'Fuckboi' Zuko fra 'Grease', Foto: Foto: Paramount Pictures/tv4
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er begyndt at have sex med en af mine veninder. Vi har kendt hinanden gennem lang tid og har før flirtet. Det er ikke det, der er problemet. Det er, at jeg ikke gider det længere, og nu er jeg bange for, at når jeg bryder med hende, bliver det akavet. Det startede dejligt og frækt, men er nu meget hverdagsagtigt.

Vores connection er jo god ellers, men hvad hvis hun bliver ked af, at jeg ikke synes, vores sex er særlig spændende længere? Skal jeg bare stole på, at hun godt kan håndtere afvisningen? Eller skal jeg komme med en dårlig undskyldning for at stoppe den del?

Kh Bare venner

Gæsteredaktør Rasmus Damsholt:

Kære Bamses Venner

Hvis du pludselig »ikke gider« (!) at have sex med din ven længere, så transformerer du dig godt nok hurtigt fra en sød og kærlig friend with benefits til en bad fuckboi, hvis du ikke kan finde ud af at være ærlig over for din veninde.

Og så har jeg i den forbindelse et stille gæt på, om hun »kan håndtere en afvisning«. Den tror jeg lige hun klarer, Bamsefar. Det er faktisk det eneste, du skylder hende på nuværende tidspunkt: at være ærlig.

Undgå dog måske at fortælle hende, at du synes, hun er dårlig i sengen. Det bliver da først for alvor akavet, når du kommer med en dårlig undskyldning. Men jeg bliver egentlig helt nysgerrig nu, for hvilken hvid løgn kunne dog fungere her? Hvad giver egentlig bedre mening end blot at sige, at du hellere blot vil være venner og ikke føler en kærlighedsrelation mellem jer?

Jeg har virkelig siddet og brainet på det, og jeg synes faktisk selv, jeg er ret sådan konsulent-ud-af-boksen-agtig-type, men jeg kan simpelthen ikke komme på et bedre svar.

Men i processen her vil jeg opfordre dig til at prøve at nyde, at det for en gangs skyld ikke er dig, der bliver friend-zonet, men omvendt. Man skal selvfølgelig ikke holde sig tilbage, hvis man kan mærke, at man er oprigtigt romantisk tiltrukket af en nær ven, kollega eller familiemedlem. Men hvis det ikke er alvorligt, blot uforpligtende sjov, så synes jeg virkelig godt, man kan styre sig lidt og undgå at være sammen med nogen, som står en nær, så man kan undgå, at det bliver ’akavet’.

Det er ikke sjovt at knalde casual med ens venner, det er uopfindsomt.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Bare venner

Åh nej, du vil have mindre sex med din ven. Hvis I var modne nok til at adskille det erotiske og det venskabelige, så håbede jeg egentlig på, at I også godt kunne lægge den ene del af det regnskab på hylden. Men sådan er det jo sjældent, vi mennesker elsker det nemme så meget, at vi ikke kan se det komplicerede for bar simpelhed.

Venskab påvirker sex, og sex påvirker venskab. Tænk bare på forskellen mellem at være sammen med en, man knap kender, og så den der kæreste, man har fået et intimt følelsesmæssigt og kropsligt forhold til. Sex er ikke bare én ting, venskaber er ikke bare én ting, og det ved du tilsyneladende godt, siden du er blevet træt af sexen.

Jeg synes ikke, du skal i gang med halvbagte løgne, det er så kedeligt at have sådan en løbende og hængende med sin ven. Men sandheden i form af en seksuel dumpekarakter er heller ikke nødvendigvis sagen – igen skal vi blive lidt i det komplicerede. Benyt den fortrolighed, der måske er opstået mellem jer i denne her fase, til at dreje forholdet hen mod en nonseksuel venskabsrelation igen. Åbn relationen, hæng ud flere end jer to.

Jeg holder igen fast i, at vi er nødt til at blive kollektivt klogere. Hvis vi kan finde vej ind i hinanden, skal vi altså også kunne finde vej ud. Jeg ved, det er høje håb at have. Pas på hinanden, for som de vist nok sang: Rigtige venner kan ej kneppes til guld.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her