Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er ved at blive forelsket i en veninde, som jeg har været venner med i et par år. Jeg har, i de par år vi har kendt hinanden, opfattet hende udelukkende som en ven, men vi har altid haft god kemi og får begge meget energi, når vi er i hinandens selskab. For noget tid siden blev vi kollegaer, lidt ved et tilfælde, og der skete et eller andet, da vi begyndte også at have et fagligt fællesskab.
Jeg ved, at der er nogle følelser, der er gensidige, men hvor dybt det stikker hos hende, ved jeg ikke. Men de sidste par måneder er jeg blevet mere og mere forelsket i hende, og det begynder at fylde mere, end det måske burde. Vi er nemlig begge lykkeligt gift og har børn. Og kender hinandens partnere forholdsvis godt endda. Jeg har været i mit forhold i 15 år, og jeg anser det for utopisk at tro, at man igennem så lang en årrække ikke bliver fascineret eller småforelsket i andre.
Jeg har før oplevet små midlertidige forelskelser og sommerfugle i maven i relation til andre end min partner, men det er aldrig noget, jeg har haft lyst til at dyrke eller handle på, da jeg elsker min kæreste og det, vi har sammen, meget, meget højt. Men det her er bare i en helt anden liga og føles lige så dybt og sandt og ægte, som dengang jeg mødte min nuværende partner. Og jeg havde vitterlig aldrig troet, at det skulle ske for mig. At jeg indimellem helt alvorligt overvejer at have en affære.
På den ene side er jeg helt flyvende på forelskelse og endorfiner, og på den anden side er jeg bundulykkelig, fordi jeg ikke kan se for mig, hvordan det kan lade sig gøre at komme så tæt på hinanden, som vi gerne ville. Jeg vil altså virkelig gerne ikke have hende, hvis I forstår? Please, hjælp mig med at nuancere det her dilemma, som jeg føler, at jeg står i!
Den forelskede
Gæsteredaktør Lars Skinnebach:
Kære Forelskede
Du kalder uden videre forholdet til din nuværende partner lykkeligt, og alligevel trænger en tilnærmelse sig på, som kan have ødelæggende konsekvenser for begge jeres børnefamilier, sandsynligvis vil vanskeliggøre arbejdssituationen og måske forplumre et smukt og voksende venskab med din veninde.
Forelskelsens forandringskraft er så tillokkende, at enhver kan være tilbøjelig til at klæde sig i aske og støv for at nå hen til de rum, hvor det dybe og sande og ægte lyser op. Hvor romantisk!
Men at indlede en affære er i første omgang ikke vejen frem. Først må du tale med din kæreste om det. Når du skriver, at du elsker din kæreste og det, I har sammen, meget højt, så tror jeg på dig, men tænker også, at jeres forhold kan være stivnet i et narrativ om lykken, som din forelskelse vil kunne blødgøre og ændre.
At I har brug for at genoptage samtalen om de besværlige følelser og om begæret for at reaktualisere de følelser, der engang har været, og som nu dukker op i forbindelse med en anden, og som du oplever en fornyet energi ved. Det er muligt, at din kæreste ikke kan acceptere din forelskelse, og at du bliver nødt til at opgive tanken.
Det er ikke usædvanligt i lange, lykkelige forhold, at der også dukker de helt store forelskelser op, og at det er forbundet med tab og sorg at opgive dem. Det kan også være, at din elskede forstår dig. Men hvorfor egentlig afskrive den mulighed, at du både kan vinde et dybere forhold til din nuværende kæreste og samtidig have din kærestes accept af et dybt, kærligt og inspirerende venskab med din veninde?
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære forelskede
Du efterspørger nuancer, men i virkeligheden synes jeg, du har givet mange af dem selv. Kærlighed, forelskelse og parforhold er tre forskellige ting. Nogle gange eksisterer de mellem to mennesker i en form for monogam harmoni. Men meget lidt kan være så hermetisk lukket for evigt, der vil være et udslip af den ene og anden art. Jeg kommer til at tænke på den lyd, et gammelt hus afgiver, fordi det stadig værker, vokser og rykker på sig – selv ting, der fysisk er sat i sten, er metaforisk ikke sat i sten.
Men du oplever et jordskælv, en rystelse så stor, at den truer og lokker med sin totale destruktion. Der er som altid mange udgange, og ingen af dem er rigtige.
Du kan bide den i dig, sidde den over. Gemme dig under spisebordet og håbe på, at nogle af vinduerne er intakte, når der er buldret færdig. Du kan tage for dig, give halsende efter. Have den affære, se, hvad der så sker. Det kræver selvfølgelig, at din veninde er med på den.
Og allerede her mudrer det selvfølgelig til, for der er andre mennesker involveret. Med deres egne trin i verden, med stemmer, der kan mene, og hjerter, der kan mærke. Det er kun første løsning, der ikke kræver andre mennesker, ellers vil du skulle fortælle nogen (som ikke er mig eller en terapeut) om, hvad der sker.
Du har en kæreste, du elsker meget, det er dejligt. I har været sammen i lang tid. Er tiden, med alle sine endorfiner, moden til at have samtaler om det næste træk? Ikke som MUS eller efteruddannelse, men som en åbning mod, hvad det næste gode stykke tid kunne handle om. Det kan være stort og uhyggeligt at italesætte sit forhold for meget; de fleste af os kan bedre lide at gøre kærligheden end at aftale den. Men måske vi skal være mindre bange for, at kærligheden også er et samarbejde, et af livets coverbands, sangkataloget må være til forhandling.
Kærlighed, forelskelse og parforhold er forskellige ting. Nogle gange er forelskelsen i én ting det, der giver energi til en anden. Nogle gange falder det hele ned om ørerne på os, og så må vi tage den derfra.
fortsæt med at læse
