Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har et dumt begærsproblem. Jeg opfører mig som en skade, der samler på funklende skatte. Jeg har en tendens til udelukkende at brænde varm på fuldstændigt uopnåelige individer.
Lige nu er det Magnus Cort (det er kæmpefrækt med en selvelskende vinder i lyserødt med den smukkeste bløde hud), tidligere (og med jævne, gentagne mellemrum) har det været Linea Maja Ernst, Freja Kirk, Theis Ørntoft, Knud Brix, Esben Smed, Maya Tekeli, Asger Juhl, Theis Beha Erichsen, Karsten Lauritzen, Alex Vanopslagh. Og åh, the one to rule them all: Frederik Cilius.
Hvordan tjekker ind i virkeligheden i selskab med alle de fantastiske, tilgængelige og mere opnåelige hjerteknusere derude?
Det uheldige er, at det fuldstændig overskygger min interesse i ikke-celebs.
Hvordan får jeg bugt med mine starfucker-tendenser? Jeg har brug for en skideballe. En lussing og et wakeupcall. Et realitetstjek.
Hvordan stopper tjekker ind i virkeligheden i selskab med alle de fantastiske, tilgængelige og mere opnåelige hjerteknusere derude?
Kh. den liderlige skade
Gæsteredaktør Maya Tekeli:
Kære Liderlige Skade
Jeg vil gerne bruge første del af det her ’realitytjek’ på at gøre dig opmærksom på, at den allegori, du konstruerer din anonymitet ud fra, er baseret på udokumenterede rygter.
Faktisk har en, der hedder Toni Shephard, og to andre forskere i 2014 ligefrem konkluderet, at skader slet ikke er tiltrukket af funklende skatte. Det gjorde de ved at præsentere skader i bur og i det fri for henholdsvis blanke og matte skruer. Skaderne var ikke rigtig interesserede, men udviste derimod det tætteste en fugl kommer på skepsis over for hele situationen. De var altså ikke, som myten fortæller, besatte af det, der funklede, men faktisk bange for det, de ikke kendte.
Ugens gæsteredaktør
Maya Tekeli
Journalist på Frihedsbrevet.
Foto: Klaus Vedfelt
Til sidst vil jeg bare tilføje, at jeg selvfølgelig godt forstår, at du engang imellem er forelsket i mig
Hvis mennesker så er skruer, og folk fra mediebranchen er de blanke af dem, så forstår jeg godt, at du lettere samler dem op, du kan spejle dig i. De er brands, der er genkendelige – nogle endda også forudsigelige – i deres udtryk. Forskellen på de blanke mediepersoner og de matte mennesker på gaden er, at dem, der glimter, som regel står på scenen, når du hører fra dem.
Så er du egentlig en fugl, Liderlige Skade, eller er du en slags groupie, der underbevidst fantaserer om den succes eller status, der muligvis følger med sex med rockstjerner og rappere? I så tilfælde er mit råd at tænke over, hvad du søger hos en partner, og hvad du kan finde hos dig selv.
Ibyen har givet mig meget få ord at realitytjekke dig på, så til sidst vil jeg bare tilføje, at jeg selvfølgelig godt forstår, at du engang imellem er forelsket i mig, for jeg er da i grunden en helt fantastisk skrue, der så til gengæld heller ikke resolut mener, at man kun skal elske folk, der er lige så blanke eller matte som en selv.
Kærlighed er desværre ikke en myte, som en eller anden forsker, der hedder Toni, kan aflive. Jeg har til gengæld selv mødt nogle af mine helte og kan konkludere, at jeg ikke ligefrem fik lyst til at kneppe dem.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Liderlige Skade
Sikke en dejlig rodebutik af folk, du er afstandsfaldet for. Det er primært folk, der har noget med højrefløjen og/eller det berlingske mediehus at gøre, kan jeg se. Jeg ville elske at se et datingprogram, hvor I alle sammen blev fløjet til Bornholm for at lave kunst og blive forelskede i hinanden. Sig til, hvis der er brug for en vært.
Du er ikke den første eller sidste, der får hjerter i øjnene af stjernerne. De her mennesker lever af at være gode til noget, men også til at være gode til at formidle hvor gode, de er. Politikere, cykelryttere, poeter og kulturjournalister elsker at elskes, det er en del af jobbeskrivelsen. Så det er altså ikke overraskende, at du er gået i fælden. Nu skal vi have dig ud, og en af vejene er igennem.
Politikere, cykelryttere, poeter og kulturjournalister elsker at elskes, det er en del af jobbeskrivelsen
For måske vil du bare gerne hænge ud med de her mennesker? Måske vil du gerne selv ind på Weekendavisen og arbejde? Grunden til, du har valgt at forvilde dig med de her mennesker, er måske, at du håber, du kan støde ind i dem på Blågårdsgade, de er kendte og sjove, men ikke helt sådan jeg-møder-dig-nok-aldrig-Beyonce-agtige. En piedestal, ja, men også en, man kan nå med en trappestige fra Ikea.
Og tro mig, de er endnu mere opnåelige. Jeg synes, du skal lade en af dem knuse dit hjerte, altså I behøver ikke at have været hverken i seng eller forhold med hinanden. Bare tag til en af bogreceptionerne og se, hvor dårlige de er til at danse, hvor svære de egentlig er at snakke med.
Du vil opleve, at de under medietækkens glinsende fernis er lige så grå som dig selv. En anden gang må du i øvrigt gerne skrive mig på listen af crushes også, jeg mener virkelig det med at elske at elskes.
fortsæt med at læse