Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min kæreste og jeg har været sammen i mere end et halvt år. Jeg har lige sagt ’jeg elsker dig’, men han kan ikke få sig selv til at sige det til mig. Han siger dog, at det er det, han føler. Han kan bare ikke få sig selv til at sige det.
Hvad tænker brevkassen om det?
Mvh. den næsten elskede
Gæsteredaktør Sonja Furu:
Kære næsten elskede
Fortvivl ikke. Jeg har været, hvor din kæreste er nu. Under en coronaisolation (ja, utroligt nok efter dage i joggingbukser og med thai-takeaway) sagde min kæreste, at han elskede mig. Og jeg kunne simpelthen ikke få ordene over mine læber. I stedet svarede jeg: »Hvordan kan du vide det? Er du nu sikker på det? Altså, hvornår ved man overhovedet, om man elsker et andet menneske?«.
Vi har grint meget af det siden. Men dengang var stemningen alt andet end opløftet, vi var spærret inde i min lille lejlighed med dundrende feber og et rungende jeg-elsker-dig. Og for at være ærlig havde jeg det nok som din kæreste. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at jeg elskede min kæreste, vi havde datet i et halvt år, lige været på kærlighedstur til Paris. Så hvad var problemet?
For de næsten elskede lyder det sikkert som et åndssvagt forsvar. En unødvendig modstand. Men jeg ville gerne sige ordene, når jeg selv ’følte’ dem, og ikke fordi min kæreste nu sagde dem.
Så mit råd til dig, kære næsten elskede, er: Giv det tid! Jeg forstår, at det må være drønirriterende, men det værste, du kan gøre nu, er at presse på. Så kan du være sikker på, at ordene snører sig sammen i halsen på ham.
For mit eget vedkommende gik der et par måneder, vi sad på en restaurant på Nørrebro, min kæreste skulle af sted til Rom hele efteråret, og jeg kunne mærke, at jeg virkelig ville savne ham.
Under desserten (ja, cheesy!) sagde jeg, at jeg elskede ham.
Med venlig hilsen
Den engang ikke-elskende
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære næsten elskede
Dengang jeg blev kærester med min kæreste, frøs jeg også i gerningsøjeblikket. Vi havde mødt et menneske på en café, der fortalte en lang historie om, hvordan vedkommende havde erklæret sin kærlighed og spurgt sin kæreste, om de skulle være det, kærester. Da vi kom hjem, snakkede vi lidt om det, da min kæreste lidt nølende sagde:
»Jeg gik bare lidt ud fra, at vi to var kærester«.
Jeg tror, jeg smilede og nikkede og svarede noget henad »jo jo«, og så løb jeg ud ad døren med opspærrede øjne. Jeg sagde intet til nogen om denne lille parforholdserklæring, indtil min veninde spurgte, om jeg egentlig var ved at få en kæreste. Så måtte jeg jo indrømme, at det havde jeg haft i ugevis uden at sige noget, jeg var stadig smålammet oven på det romantiske bondefangeri, jeg var blevet udsat for.
Vi havde ikke været sammen i et halvt år som jer, men jeg tænker, at noget af oplevelsen er den samme. Når man bliver udsat for kærlighed – også når den er svært ønsket – kan man blive mærkeligt overrasket. Men det er af samme grund som din sorg over at ikke få svaret: Det er store ord.
De ord er vigtige og varmende og også nogle gange vamle. De er ikke bare en observation, men også en talehandling, en sætning, der skaber en gnist i luften. Så selv om en kærlighedserklæring endnu ikke har den samme juridiske implikation som et ’ja’ til vielsen, kan den altså godt sætte gang i både det ene og det andet.
Så brevkassen tænker en masse om det, at nogen erklærer deres kærlighed til os. Det er godt, at din kæreste har understreget, at følelserne er der, men at sproget ikke helt følger med endnu. Det betyder ikke, hans emotioner er mindre end dine, det lover jeg som en, der selv var forsinket.
For kærligheden er også et navn, vi giver til hinanden, og nogle af os er bedre til ansigter end til navne.
fortsæt med at læse
