Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter, denne uge er forfatter Karima Bouylud gæsteredaktør.

»Mit forår har været frygteligt, når det kommer til kærlighed«

Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Lang historie kort: Mit forår har været frygteligt, når det kommer til kærlighed. Jeg har brug for en hot-person-summer, fuld genstart på romantikken, kærligheden, sexen og whatever.

Send mig i den rigtige retning, hvordan får jeg en lækker sommer? Alle tips og erfaringer gælder.

Kh Reboot

Gæsteredaktør Karima Bouylud:

Kære Reboot

Det gode ved dit frygtelige forår, er at det er overstået. Du skal lægge det bag dig og ikke se tilbage.

Kærlighed, romantik og andre spændende relationer kommer oftest, når man mindst venter det. Det har i hvert fald været min erfaring. Det betyder dog ikke, at man ikke selv kan gøre en indsats for at fremskynde en sexet sommerflirt.

Det kunne for eksempel være at approache en person, man synes ser sød ud, og give vedkommende et kompliment i den alt for lange kø i Netto onsdag efter arbejde eller til en, man spotter tværs gennem lokalet på den lokale vinbar i weekenden.

Andre gode steder at møde nice mennesker kunne være på en af sommerens mange festivaler, hvor de fleste deltagere er mere end åbne for fest og ballade. En spontan solotur til udlandet kunne også gå hen og blive et magisk eventyr med sol, paraplydrinks, sand mellem tæerne og at kysse på nogle, der gør en mat i knæene.

Det vigtigste lige her og nu er dog at stoppe op, trække vejret og sørge for en god omgang selvforkælelse. Det kunne være en afslappende massage, der fremkalder kærlighedshormonet oxytocin, efterfulgt af en tur på Baka d’Busk med en god bog, der kan give anledning til spændende samtaler med random mennesker over et glas bobler.

Det er vigtigt, at du hviler i dig selv. At du kan have det lækkert i dit eget selskab. At du tænder på dig selv – hvis ikke du gør det, så find ud af, hvordan du kan tænde dig selv. Brug din fantasi og tag ansvar for dit eget begær, så vil du udstråle hot-person-energy og den der hot summer, du længes efter, kommer helt af sig selv.

Her på falderebet har jeg kun tilbage at sige, kast dig ud i noget nyt og ukendt, men husk dig selv og dine grænser undervejs.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Reboot

Sommeren bliver varm, det lover jeg og alle klimaforskere dig. En svedig ildkugle går dig og mig og verden i møde. Intense tider kan blive dine, hvis du vil have dem, og det vil du tilsyneladende. Men det er også okay, dem der intet har, må gerne bede om alt. Jeg kan ikke love dig, at du får både mere sex og kærlighed og romantik, men der kan godt komme smagsprøver på det hele.

Sidst jeg blev givet et forsømt hjerte i forårsgave, kastede jeg mig også ind i sommeren som en wrestlingring, klar til at lægge kedsomheden i en dobbelt nelson. Jeg gik på dates hele tiden, en stor håndfuld hver uge, gjorde stævnemødet til min sidegesjæft. Det endte faktisk med at blive lidt mekanisk, jeg var så opsat på at finde kærligheden, at jeg nok ikke kunne se den for bare førstedates. Jeg fortryder, at jeg ikke passede bedre på mine medmennesker, men jeg fortryder ikke, at jeg klarede den sommer, som først syntes umulig.

Du skal gøre, hvad du har lyst til. Det er det kedeligste råd, men det rummer mere end sin simpelhed. At være ked af det er hurtigt lig med at tænke længe og meget, men at gøre sin lyst er at være i det umiddelbare. Ved at følge sine impulser, også bare når man lader som om, er en god øvelse i at være glad. Skid hul i at skelne mellem behov på den korte og lange bane, tag for dig. Men husk, de andre mennesker er ægte levende væsener, pas på dem, når du kører 100 kilometer i timen på en sommerstille villavej.

Brænd igennem. Og vær glad, eller prøv. Også når du ikke er på jagt efter et andet menneske at hælde dig selv over i. Nyd at også være en sol, når ingen kigger, find din kerne, også selvom den er et flydende lavahav.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her