Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge er modedesigner Frederik Taus gæsteredaktør.

Sorry, men han lyder som en fyr, du bør forlade

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

I vinter datede jeg en fyr, som pludselig trak sig fra vores relation uden at sige hvorfor. Jeg spurgte heller ikke, men lod det bare falde til jorden, selv om jeg godt kunne lide ham.

Nu er vi stødt ind i hinanden igen og er begyndt at ses. Han har sagt, at han ikke er interesseret i en kæreste, og at det dengang blev for kæresteagtigt. Samtidig siger han, at han hygger sig rigtig meget med mig og gerne vil ses.

Jeg har svært ved at se ham på grund af hans uforpligtende vilkår, men jeg vil heller ikke miste ham, da jeg sjældent har mødt en, som jeg har det så godt med. Hvad skal jeg gøre?

Mvh. den forvirrede

Gæsteredaktør Frederik Taus:

Kære Forvirrede

Du går igennem noget, som jeg tror, mange kender alt for godt. Personligt har jeg stået i en lignende situation et par gange eller seks. Før jeg kommer med mit råd til dig, må jeg kommentere problematikken.

Desværre kan vi i vores tid slippe af sted med at ignorere og måske endda latterliggøre en ’bollevens’ følelser, så længe vi tidligt i forholdet siger, at vi ’ikke er interesserede i en kæreste’. Det er, synes jeg, grundlæggende forkert. Hvis vi som mennesker vælger at have et så intimt venskab/forhold med en anden, burde vi kunne stå klar med emotionel rådgivning, hvis vores bollevens følelser bliver for tunge og uhåndgribelige.

Den her ’jeg skylder ingen noget-kultur’ gør netop, at man ikke må være følsom og dermed ked af det, hvilket gør det utrolig svært at sige fra og håndtere eventuelle ubehageligheder. Så til alle derude: Føl jer forpligtet til at tage ansvar for jeres uforpligtende sexpartners følelser.

Det lyder i din besked, som om jeres forhold er på hans betingelser og dermed uligeværdigt. Eftersom han har trukket sig én gang fra jeres relation, vil han højst sandsynligt gøre det igen, hvis der er noget, der ikke passer ham. Det er i hvert fald det indtryk, jeg får. Så spørgsmålet er, om du overhovedet kan snakke med ham om det, uden at han genfærdsagtigt forsvinder fra dit liv igen?

Jeg synes, du skal snakke med ham, men være afklaret om, hvordan du gerne så jeres forhold, og hvis han ikke kan respektere dine følelser omkring det, ved du, at hans reelle interesse for dig ikke er følelsesmæssig – og så ville jeg tage benene på nakken.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Forvirrede

Det lyder som en virkelig dårlig idé, det hele. Skal du være sammen med et menneske, der gør dig ked af det, og som ikke sådan ægte gider være sammen med dig? Nej.

Det er sådan en ond trylleformular, den sætning der: ’Jeg er ikke ude efter at få en kæreste’. Det er vennen, der besøger dig, men ikke tager jakken af, fordi de ’skal videre liiiige om lidt’, så sidder man der og skal være sexet pauseklovn. Hvis du ikke kan være i den ramme, han sætter, så kom ned fra væggen, Mona Lisa.

Man må gerne forvente noget af folk, man boller med, man må gerne forvente noget af perifere venskaber og løse relationer. Folk, der har adgang til vores sex og vores hjerte, er simpelthen nødt til at opføre sig ordentligt, og vi er simpelthen nødt til at lære dem det, også på bagkant. Det er skruebrækkeri, når vi lader folk gå på os og så pudser deres støvler, for så tramper de videre ud i verden, til alle de søde er fladmaste.

Jeg får kuldegysninger af, at det var for ’kæresteagtigt’, sådan en klam lussing at få, når man ligger i ske og genser ’Bagedysten’ en novemberlørdag. Jeg er småtræt af folk, der vil kneppe og drikke dåseøl, men ikke gider gå ned med panten.

Jeg er faktisk ligeglad med, at I har det godt sammen, for det er ikke sandt, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Han er pivgod til at sætte grænser i jeres relation, det skal du også i gang med. At få ham til at respektere dig er ikke at miste ham, og hvis det er, så til lykke.

Du vil gerne ligge i hans baglomme og lune dig, men en dag vil du vide, at det ikke er kærlighed at gøre sig lille. Så lad mig bare tage det forvirrede fra dig og efterlade dig med dette klarsyn: I skal ikke være sammen.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her